Lyt til artiklen
Da mine børn var små, var der ikke noget, der hed legeaftaler. Men de legede jo alligevel. Når middagsmaden var under tilberedelse, spurgte jeg legekammeraterne, om de skulle spise med eller hvad? Så spurgte de, hvad der var på menuen og ringede derefter hjem med det samme spørgsmål. Så hændte det jo, at de hellere ville hjem. Men det modsatte skete også. Der var mange børn og få principper hos os, så det trak.
En af de faste legekammerater erklærede ofte: Jeg er altså allergisk over for tomater. Senere forstod jeg, at han ikke kunne lide tomater. Men frem for at virke kræsen var det mere høfligt med tomatallergi.
