Spørgsmål fra 67-årige læser Missa Mølbak.
De sidste mange år har jeg haft smerter i lårene, når jeg har været på skiferie, til trods for at jeg har trænet inden. Det sidste år har jeg trænet meget i forbindelse med en cykeltur i Mellemøsten med Follow the Women i efteråret og deltagelse i Tøserunden i juni. Om vinteren går jeg til motionsgymnastik en gang om ugen og stavgang en til to gange ugentlig. Herudover har jeg cyklet meget før Mellemøsten og før Tøserunden. Fra maj til juli i år har jeg desuden gået til Curves (et særligt træningsprogram for kvinder, red.) to-tre gange ugentlig. I juli var jeg på ferie og fik kun gået lidt. Efter ferien gik jeg en rask tur med en stor hund, jeg passede, og bagefter var jeg fuldstændig ødelagt i benene i en hel uge; lår og lægge var så ømme, at jeg kun kunne gå med smerter. Min læge har undersøgt mig og indsendt blodprøver. Alle tal er fine. Han mener, at jeg skal træne anderledes og ikke så voldsomt, som Curves er. Til trods for en hælspore i højre fod og en sprængt fiber i venstre lår føler jeg faktisk, at jeg skulle være i topform. Derfor forstår jeg ikke disse voldsomme smerter – og at jeg altid har fået smerter i lårene ved dyrkelse af motion. Jeg er 67 år, 170 cm høj og vejer 69 kg. Svar Det er jo imponerende, som du er aktiv. Det lyder, som om du er i super form. Men du får ondt i lårene, når du har været på skiferie. Det, du oplever, er såkaldt delayed onset muscle soreness, Doms, dvs. forsinket indsættende muskelømhed. Musklerne arbejder forskelligt, alt efter om man løber op ad bakke eller ned ad bakke. Når man løber op ad bakke, føles det hårdt, man bliver forpustet, men får ikke ondt i musklerne. Det hedder koncentrisk arbejde. Når man derimod løber ned ad bakke, udfører man bremsearbejde. Det hedder excentrisk arbejde. Det går let, men dagen efter har man ondt i lårene. Når man har udført bremsearbejde, som man ikke er vant til, udvikler man muskelskade og efterfølgende hævelse af musklerne og muskelømhed.
Tre øvelser der gør dig til en bedre skiløber Hvis man træner den samme form for bremsearbejde, vil der hurtigt ske en tilpasning eller tilvænning. Det betyder, at bremsearbejdet ikke længere medfører muskelskade. Når du cykler, udfører du udelukkende koncentrisk arbejde og forebygger ikke muskelømhed ved skiløb. Løb i fladt terræn er en blanding af koncentrisk og excentrisk arbejde. Du kan bedst forebygge muskelømhed i forbindelse med skiløb ved at træne løb i bakket terræn. Held og lykke med det. Bente Klarlund Pedersen




























