Spørgsmål fra Suste Bonnen:
Jeg ved, at du som forsker og læge sværger til de videnskabelige beviser, der er på, at musklerne udskiller et særligt stof, når de presses. På gadeplan kan vi da også iagttage, at folk pisker rundt i løbetøj ved daggry, og almindelige mennesker står i kø for at få lov at løbe maraton. Der abonneres på løbesites, og der er bogtillæg i de store dameblade om, hvordan man lærer at løbe, og hvad man gør for at overvinde smerten, der naturligt indfinder sig på vejen.

Hvorfor kommer denne udbredte opfattelse af, at noget skal gøre ondt, for at det skal blive godt?

Jeg selv har en undren, der går på, hvor autoritetstro folk er over for de videnskabelige beviser. Hvor er beviset for, at den ensidige stimulering af muskelmassen er god for det hele menneske, og hvor er sjælen henne i de neonfarvede spinlonløbedragter, der gemmer sig bag løbegrejet?

LÆS ARTIKELEn jernmand taler ud om stædighed, smerte og lettelse I en stræben efter at forstå, hvad der bevæger sig i disse maratonløberes sind, har jeg forsøgt at interviewe dem, jeg mødte på min vej. Mens de stønnende klamrede sig til en træstamme efter et løb, har jeg spurgt: »Hvorfor gør I det?«, og hver gang har jeg fået et nogenlunde enslydende svar: »Fordi bagefter får man så god en samvittighed«. Set fra mine vandrestøvler er kroppen et hylster, der skal være i harmoni med det, der er indeni. Min kvindekrop fortæller mig, at nu har jeg lyst til at få frisk luft, at gå en tur, at cykle, at svømme og at gå i dampbad. Hvorfor skulle jeg dog presse mig selv til at løbe maraton, når kroppen af sig selv har lyst til at gøre noget så naturligt som at gå? Hvorfor skal vi så ikke bare fortsætte med at nyde at kunne følges med os selv? På maratonbanerne står der med store bogstaver: Mål. Jeg undrer mig over den indoktrinering, der i mine øjne foregår, når man bilder mennesker ind, at ’målet’ er så snævert.

LÆS ARTIKELDu må godt træne, når det gør ondtSvar: