Jeg har haft lyst til at råbe: Luk nu røven! I aner ikke, hvad I snakker om!«. I dag er Claus Christensens tone mindre brysk, men frustrationen er intakt. En frustration over at leve med en usynlig sygdom, som i dag kan behandles så godt, at en hiv-smittet som Claus Christensen kan leve et næsten helt normalt liv. Men også kun næsten. For angsten for at dø, angsten for at smitte andre og angsten for at blive isoleret på arbejdspladsen og i vennekredsen er en konstant følgesvend for den 41-årige pædagog. Som så mange andre hiv-smittede har Claus Christensen holdt sin sygdom hemmelig for venner, familie og kolleger i årevis, fordi han frygtede deres reaktion. »Jeg var så bange for, at de kun ville se et grønt, slimet monster, der var befængt. Sådan så jeg mig selv i mange år«, som Claus Christensen udtrykker det.

For et år siden lagde han sin hemmelighed åbent ud, da han skrev bogen ’Et liv med hiv’, og hans mål dengang som nu er at fortælle verden, ikke mindst unge mennesker – der modsat ældre generationer ikke er flasket op med ’brug kondom’-budskabet – at hiv stadig er en meget alvorlig og tabubelagt sygdom. »Medierne er i dag så fulde af positive historier om hiv, at det fremstår, som om det bare handler om tage nogle piller. Det gør mig så frustreret, for jeg har i mange slæbt rundt på en megatung rygsæk fyldt med angst og skam – en urangst for at dø og en angst for at blive udstødt af de mennesker, jeg kender og holder af. Mange hiv-smittede er stadig meget bange for at stå frem og vælger at holde deres sygdom hemmelig for venner, familie og kolleger af frygt for at blive udstødt og isoleret, og det bliver helt overset«, fortæller Claus Christensen.