Man må bare gøre det. Det kildrer, kribler og krabler inde i kroppen, og fornemmelsen forsvinder kun, hvis man gør det: Tæller lygtepæle frem mod næste lyskryds, personer i et selskab, punktummer i en tekst. Kigger på alle fire hjørner på billedrammer og malerier, springer over stregerne på fortovet, tænder og slukker for kontakter, vasker hænder eller lægger blokke og blyanter i lige linjer på bordet. Der er ingen logik i handlingerne. Men man kan ikke lade være. Et indre pres Og adfærden kan være voldsomt irriterende for omgivelserne, der ofte tolker et barns gentagne handlinger som drilleri eller provokationer. Har tvangshandlingerne et omfang, så barnets sociale liv indskrænkes, er der grund til at gribe ind. »Det føles som en slags indre pres – en indre spænding, man kun kan bringe ned ved at udføre disse handlinger«, forklarer neuropsykolog Anne Vibeke Fleischer. På mandag udkommer to bøger om børn med tvangstanker og tvangshandlinger, som hun har skrevet. »Og når man så har gjort det, man bare må gøre, føler man den helt rigtige balance. Så er situationen ’just right’«, forklarer Anne Vibeke Fleischer. De fleste kender til tvangsadfærd For 2 procent af alle danske børn tager tvangstanker og tvangshandlinger så meget magt, at det indskrænker deres liv. De undlader for eksempel at gå ind i lokaler, hvor der er flere eller færre personer, end de mener, der bør være. Eller de undgår at besøge kammerater, fordi de frygter bakterier på spisebordet eller toilettet. Dobbelt så mange børn kan nikke genkendende til, at tvangstanker og -handlinger er en del af deres hverdag, men dog ikke i en grad, så det direkte hæmmer deres sociale liv.
Men tvangsadfærd rækker langt videre end til disse børn. Faktisk kender langt de fleste af os – også voksne – til fænomenet fra tid til anden. »Befinder man sig i en presset situation, for eksempel efter et dødsfald, et traume eller en svær diagnose, oplever de fleste et vist tvangspræg efterfølgende«, forklarer Anne Vibeke Fleischer. Det kan være, at vi igen og igen tjekker, om døren nu også er låst, om kaffemaskinen eller strygejernet blev slukket og vinduerne lukket, når vi forlader huset. Eller vi gentager den samme kærlighedserklæring over for børn, kæreste og ægtefælle, hver eneste gang vi siger farvel. Der er en vej ud af tvangsadfærden Uanset om man er lidt eller meget plaget, findes der en vej ud af tvangsadfærden, forsikrer Anne Vibeke Fleischer. Og måden at komme videre på er den samme for alle, uanset alder og omfanget af tvangshandlinger og tvangstanker.
