»Lotte, Lotte, Lotte!«.
Tre piger i 7. klasse nærmest råber i munden på hinanden, da de møder deres projektvejleder på gangen på Skovgårdsskolen i Gentofte. Der er sidste vejledning, inden klassen skal aflevere udskolingens første projektopgave.
I vejledningslokalet sætter dansklærer Lotte Gath sig til rette i en hjørnesofa, mens pigerne hiver papirer, computere og planer op af taskerne. Stadig snakkende i munden på hinanden. Gruppen har netop opdaget, at der på en tavle i baggrunden i den film, de skal aflevere som produkt til deres projektopgave, er tegnet et stort fallossymbol.
Lotte læner sig ind over bordet. Hendes stemme skærer gennem rummet.
»Prøv lige at høre her! Det er jo fuldstændig tåbeligt, at I ikke har opdaget det, inden I filmede. Skulle I ikke forestille at sidde et DR-studie?«, siger hun.
»Jo. ’DR2 Tema’«, siger en af pigerne.
LÆS OGSÅ 100 elever, forældre og kolleger peger på deres yndlingslærer
De skriger af grin alle sammen. Også Lotte. Hun er indstillet til Politikens Undervisningspris, hvor elever, forældre og kollegaer kan indstille en lærer, som de mener, gør noget ganske særligt for undervisningen i enten folkeskolen eller på en ungdomsuddannelse.
Det mener indstilleren Morten Buckhøj, der er far til en af Lottes elever, at hun gør.
»Da min datter skulle have nyt lærerteam efter 6. klasse, og vi fik at vide, at hun skulle have Lotte, sagde selv de andre lærere, at min datter var heldig. Det gør mig som forælder meget tryg«, siger han.
LÆS MERE
Afviger fra pensum
Vejledningen i pigegruppen bliver til hyggesnak.
Pigerne har styr på, hvad der skal afleveres og hvordan. Nu vil de kende kravene til de næste års projektopgaver.
»Ej, hvad med i 9.? Hvad skal vi der? Skal det være på engelsk? Får vi karakterer?«, vælter spørgsmålene ind.
Lotte svarer og forklarer. På en eller anden måde sniger snakken sig væk fra pensum og projektkrav og over i DR-serier.
TOP 10
»Altså i ’Forbrydelsens’ afslutning ... Der siger min mor, at der var selvmordspiller gemt i hendes telefon«, siger en af pigerne lidt afprøvende.
»Din mor er også i politiet. Hun ved ting«, siger Lotte stramt. Dyb tavshed blandt pigerne.
»Ej, passer det?«, siger en af dem så.
Lyst til at skabe
Lotte skraldgriner. Det er ikke kun elever og forældre, der er glade for Lotte. Det går også den anden vej.
Eleverne er grunden til, at Lotte elsker sit job, fortæller hun efter vejledningen.
»Børn er bare så fede. De giver mig lyst til at skabe ting. Der er en ærlig- og umiddelbarhed over dem. Jeg synes nogle gange, at børn er lettere at være sammen med end voksne«.
Hun har med egne ord altid egnet sig til at være lærer i udskolingen. Samlet har hun været lærer på skolen i over 25 år og underviser nu en 7. og 8. klasse i dansk.
»Jeg er ikke ude på at forme mine børn, jeg vil bare gerne se dem, hvor de er. Det er jo det, det går ud på som lærer. At sige: Du kunne gøre sådan og sådan«, siger hun slår pegende ud med armene.
Man kan ikke finde alting på nettet
En ny gruppe er kommet til vejledning.
Her er der ikke den store hyggesnak, men mest en Lotte, der spørger mere og mere ind til deres problemformulering: »Kan I ikke få det aspekt med, der handler om, hvorvidt apartheid kunne ske igen?«.
»Jooh«, tøver en pigerne i gruppen.
»Hvornår er man racist?« spørger Lotte så. »Det er da meget interessant«, siger hun. Mest til sig selv.
»Har I overhovedet læst nok om det? Og ikke kun på nettet. Der kan man altså ikke finde alting. Har I læst en bog om det?«, spørger hun og fortsætter:
»Der findes en vanvittigt god novelle. Åhrr, nu kan jeg ikke huske, hvad den hedder, men hvis I går på biblioteket og spørger, så ved Peter det. Den mand er jo et leksikon«, siger hun om bibliotekaren.
Fag til fordybelse
Lotte vil gerne have, at hendes elever fordyber sig.
Blandt andet derfor har hun sammen med en kollega opfundet et helt nyt fag til Skovgårdsskolens ældste klasser. Faget hedder ’huma’ og handler om fordybelse. Allerede nu er de i dialog med kommunen om at få lov til at udbrede faget til det nærliggende gymnasium.
»Det er en slags modreaktion til den her zapperkultur, vi lever i. Vi vil have børnene til at stoppe op og tænke. Det kan være alt muligt lige fra skak til gospelsang. Så tager vi ud i virkeligheden og oplever de her ting«, siger hun.
Ud over huma er hun med i et pilotprojekt med KMD, der leverer it-løsninger til kommuner, og i et forsøg med fokuslærere i stedet for klasselærere. Selv har Lotte faktisk ikke tal på, hvor mange projekter på skolen, hun er med i.
»Jeg skal nok lære at sætte ting i gang og så trække mig ud igen. Jeg har jo også 50 stile hver 14. dag og alt det andet, der hører til at have to danskklasser«.
Hun er for dårlig til at sige nej, lyder konklusionen. »Men det er jo, fordi jeg gerne vil være med. Og hvad skulle jeg vælge fra? Jeg vælger fandeme ikke mine børn fra«, siger hun og bliver stille.
»Rent privat vælger jeg ubevidst noget fra. Mine børn derhjemme synes da, at jeg er tarvelig, når jeg er nødt til at bruge mine weekender på at rette stille, fordi jeg har brugt min rettetid på noget andet«.
Arbejdet er en gave
Lotte har »over 100 børn og så 3 derhjemme«.
»Lotte går bare ind i alt med hele hjertet. En dag lavede vi projekt om noget med læger. Så ringede hun til sin søster, som er psykolog, så vi i min gruppe kunne stille hende nogle spørgsmål. Sådan er hun altid«, siger 13-årige Amelia Kornerup, der ifølge sin mor er »ud af en rigtig Lotte-familie«, hvor alle børnene har haft Lotte som lærer.
LÆS OGSÅ Over 600 lærere indstillet til Politikens Undervisningspris
Og Lotte ser stadig flere af sine gamle hold: »Det er jo en gave, når elever vender tilbage og giver en update på deres liv«.
Selv ser hun sit job som en gave: »Jeg er enormt heldig, at jeg får lov til hver eneste dag at have børnene, der hvor det er allermest spændende at være menneske. Det er jeg vel nærmest lykkelig over«.
fortsæt med at læse
