Vi får aldrig at vide, hvad der ville være sket, hvis Marianne Jelved var blevet undervisningsminister.
Som radikal partileder havde hun godt nok muligheden dengang i 1993, da Nyrup-regeringen afløste Schlüter, men hun lod den forpasse, fordi det radikale bagland ville det anderledes. Med Anker Jørgensen i erindringen var baglandet noget betænkelig ved udsigten til at overlade det økonomiske ansvar til Socialdemokratiet, og derfor tog Jelved en for holdet og satte sig på Økonomiministeriet.
Fortryder hun så valget? Nej, siger hun i dag.
»Men nogle gange tænker jeg på, at gad vide, hvad der var sket, hvis jeg var blevet det.«
Marianne Jelved leger med tanken på sit kontor på Christiansborg. Foran hende ligger en kronik, der lige skal pudses til. Den er blandt andet adresseret til undervisningsministeren og handler om skolepolitik.
»Rent af lyst kunne jeg godt have valgt anderledes.«
Uhørt, grelt og grænseoverskridende
I dag er det nøjagtig 30 år siden, at Marianne Jelved blev valgt ind i Folketinget for Det Radikale Venstre.
I 1990 - tre år efter hun blev valgt ind - blev hun leder, og den tjans beholdt hun i 17 år. Som radikal partileder fik hun afgørende indflydelse på flere regeringsgrundlag op igennem 1990'erne, og hun er i dag en af de mest erfarne politikere på Christiansborg.
I år er det desuden 50 år siden, at Marianne Jelved blev uddannet skolelærer.
Og det er ikke sådan lige til at afgøre, hvilket jubilæum hun sætter højst. Man kan vel nærmest sige, at 74-årige Marianne Jelved har levet et halvt liv som lærer og et halvt som politiker. Og hvad der har været det bedste, er næsten ikke til at svare på, mener hun.
Derfor har Marianne Jelved fulgt skoleområdet tættere end de fleste, og for hende har en af de største forandringer i løbet af de seneste tre årtier været, at kommunalforvaltningerne er krøbet længere og længere ind på skolernes matrikler.
»Det, der virkelig overrasker mig, og som er meget grelt i forhold til, hvordan skolen er tænkt, er, at forvaltningerne simpelthen er begyndt at styre og bestemme, hvilke materialer der skal bruges i skolen. Det er fuldstændig uhørt. Det er grænseoverskridende, og det er forkert,« siger Jelved.
Også politikerne blander sig for meget i skolen, medgiver hun. Det var også i erkendelse af for omfattende politisk styring, at forligskredsen omkring folkeskolen sammen med undervisningsminister Merete Riisager (LA) i foråret blev enige om at skrotte tusindvis af de bindende mål, der er lavet som følge af skolereformen fra 2014.
»Det var blevet til mere end 3.000 mål. Det er jo helt vildt. Det er fuldstændig absurd at tro, at man kan lave skole på den måde,« siger Jelved.
Var vi også endt her, hvis vi ikke havde haft skolereformen?
Marianne Jelved tænker sig længe om. Så konstaterer hun:
»Det tror jeg egentlig ikke. Fordi det, der sker med skolereformen, er, at man laver alle de styringsmål og indfører et begreb som læringsmålstyret undervisning.«
Siger du da, at reformen var en fejl?
»Ja. Men aftalen mellem forligspartierne er ikke en fejl, fordi det er ikke derfra, alle målene kommer.«
»Vi har aldrig talt om, at der skulle være læringsmålstyret undervisning. Det er noget, der er kommet uden for skolekredsen. Det er embedsfolk, som tager magten i en forstand og pludselig giver skolen den drejning, som så smitter af på professionshøjskolerne, som begynder at lære deres studerende at lave læringsmålstyret undervisning.«
Selv om det efter Jelveds opfattelse er Undervisningsministeriet, der har været galt afmarcheret, er tiden ikke til at »pege fingre«, mener hun og henviser til, at ministeriets departementschef i januar medgav, at reformen har medført mere styringsfiksering, end det var intentionen.
»Og det er da en selverkendelse, der vil noget. Så der er håb for, at vi kan vende den trend,« mener Jelved.
En rigtig lærer
Når Marianne Jelved blev lærer, så var det »for at vise, at det kunne man godt.« Selvom hun var ordblind. Som lærer havde hun da også specialundervisning som linjefag, for principielt skal alle børn kunne være med i folkeskolen, mener hun.
Selv husker hun alle sine lærere - især klasselæreren, frk. Grønlund.
»Det var fremragende lærere. Vi sagde De til dem, vi fik lussinger af dem. Men frk. Grønlund reddede mig. Dengang havde man i 5. klasse en prøve, som afgjorde, om man kunne komme i eksamensklassen eller i den eksamensfri klasse. Jeg dumpede, fordi jeg ikke kunne stave. Var faktisk ret meget ordblind. Jeg skulle gå i fri mellem, og jeg var fuldstændig knust.«
Klasselæreren fik imidlertid ordnet det sådan, at Jelved fik lov til at komme på prøve i eksamensklassen. Og der blev hun.
»Frk. Grønlund var en rigtig lærer. Hun så på min interesse, hvordan jeg havde det, og hun hjalp mig imod systemet. Hun var ikke systemfunktionær, hun gjorde ikke bare det, de sagde på forvaltningen.«
Og det er forskellen på en god og dårlig skole, pointerer Jelved.
»Om lærerne er systemfunktionærer, der gør det, som systemet siger, at de skal, eller om de er lærere og tager barnets interesse som det vigtigste.«
Opgør med målstyring
Da Marianne Jelved nogle år senere selv stod bag katederet og skulle have ro i sin klasse, kunne hun stå længe og bare kigge. Tavs, indtil eleverne blev flove og tav, fordi de godt vidste, at hun trods sin rolige facon også kunne blive forfærdelig vred.
Man kan få på fornemmelsen, at der her ikke er så langt fra skolelæreren til politikeren. En stilfærdig forhandler, der godt kan skrue bissen på.
Især kan hun blive harm over de nationale tests, som hun mener er med til at »markedsgøre« skolen. Fordi de rangordner skoler ud fra filosofien om, at forældre får noget at vælge ud fra. Men skolen skal ikke drives som en virksomhed, og de nationale tests skal gøres frivillige for lærerne, mener Jelved.
»Det er forfærdeligt for de små børn i 2. klasse at få at vide, at 'du læser dårligst af dem alle sammen. Du er blandt de 10 procent dårligste læsere'. Det er næsten ikke til at bære i 2. klasse. De kan sagtens nå at lære at læse i 3. klasse. Det er en hammer i hovedet på sådan et barn. Jeg forstår ikke, at nogen voksne kan finde på at synes, at det er en god ide.«
Mens hun afleverer budskabet, kigger hun hen over brillerne og slipper ikke øjenkontakten. Som for at understrege alvoren.
»Jeg fatter det simpelthen ikke,« afslutter hun.
Leger vi videre med tanken om, at Jelved var blevet undervisningsminister, skulle målstyringen, eller det, hun kalder »markedsgørelsen« af skolen afskaffes. Hun ville formentlig slet ikke have tilladt dens indtog, for ifølge Jelved hænger markedsgørelsen sammen med tankegangen om New Public Management, som hun vil have ryddet ud af ikke bare skolereformen, men hele den offentlige sektor.
Skiftende regeringer har styret kommunerne med inspiration fra styringsparadigmet, men skoler og andre offentlige institutioner »er ikke egnet til at blive styret på samme måde som bilfabrikker,« mener Jelved.
Det er også årsagen til, at de radikale nu - sammen med et politisk flertal i Folketinget - vil gøre op med den omdiskuterede fremdriftsreform, som blev forberedt af partiets topfigurer, leder Morten Østergaard og tidligere uddannelsesminister Sofie Carsten Nielsen. Hensigten var at få de unge til at gå den snorlige vej i uddannelsessystemet uden svinkeærinder og sabbatår.
»Du kan ikke styre mennesker på den måde. Det må vi bare erkende,« siger Marianne Jelved, der i øvrigt aldrig selv har taget et fjumreår.
Lærere skal ikke på universitetet
For nylig foreslog Liberal Alliance at gøre læreruddannelsen fem-årig, og det har Jelved ikke noget imod - det skal bare være ud fra hendes formel: Først en fire-årig læreruddannelse, som udløser retten til ét års efteruddannelse inden for de første fem år, man er uddannet.
»Det har altid været min drøm at kunne gøre det på den måde, fordi så har du en praksis at gå ud fra i din efteruddannelse. Du kan lære, hvorfor noget gik dårligt, og noget gik godt og blive klogere på at undervise,« siger hun og skynder sig så at tilføje:
»Men det skal ikke være en universitetsuddannelse.«
Hvorfor ikke?
»Det er der overhovedet ikke brug for i folkeskolen.«
Efter 30 år i Folketinget er Jelved især glad for den skolereform, som i 1993 blev indført med den radikale undervisningsminister Ole Vig Jensen ved roret. Og den nuværende reform - den skal der nok komme på styr på.
»Nogle gange ville jeg virkelig gerne være lærer nu, så jeg kunne vise, hvordan man kunne få den reform til at fungere med en åbne skole og bevægelse osv. Men jeg tror ikke, at det er så smart at gå ud og søge en stilling på en folkeskole nu.«
Dette interview har været bragt i nyhedsmediet Politiken Skoleliv.
fortsæt med at læse
