Marianne Jelved har ret. Den tilstundende katastrofe, som 35 års udlændingepolitik har påført landet, kan ikke tilregnes hendes parti. Hertil er Radikale Venstre for lident, politisk og åndeligt.
Det egentlige ansvar ligger hos radikalismens grundlæggere og gennembruddet i foråret 1878, da Venstrereformpartiet splittedes i moderaterne og radikalerne. Georg Brandes var ikke i tvivl om sin egen betydning: »Jeg er selv et Parti, og Venstre skal slutte sig til mig, ikke omvendt«, skriver han i vanlig megalomanisk stil til vennen Pingel.
Sofie Carsten Nielsen til Søren Espersen: Vi kulturradikale vil til enhver tid fordømme mennesker, der lægger gamle skrifter til grund for voldsudøvelseBrandesianismen blev dygtigt båret frem og ind i det nye århundrede af litterære og politiske kræfter som Hørup, Drachmann, Schandorff, Edvard Brandes, I.P. Jacobsen m.fl. Og i lyset af disse personligheder fremstår den radikale folketingsgruppe som ubetydelige sildefødninge . Så at bagatellisere radikalismen til partiet, der bærer navn heraf, er forkert. Heri har Jelved ret.
I det århundrede, der er gået, siden Brandes og co. huserede, er Danmark omformet fra et nationalt bevidst, stolt og homogent fædreland til en fragmenteret, rodløs og opdelt nation.
Dette er radikalismens værk, ateismens og de antinationales triumf. Endog i dag praler man i partiavisen over grundlæggeren, bror Edvard, der som bekendt anså Danmark for »det mest idiotiske land«.
Ak ja, vi vælger selv vore helte!
Fra at være et litterært oprør, blev indignationslitteraturen salonfæhig. I 50 år har den nu været dagsordensættende, den stærkeste kraft i den offentlige meningsdannelse. På Danmarks Radio, på universiteterne, i folkeskolen og langt ind på Christiansborg, hvor radikalismens dogmer har slået rod i de fleste partier: konventionerne, indvandringspolitikken, EU mv. En sejr for radikalisterne: Danmark som en funktion. Danskeren som det åndløse individ med krav og uopfyldte behov, men ingen pligter: mine rettigheder, mine lyster, mig først! Samfundet må vige. Men hvis livet kun handler om mig og mine behov, hvem vil så dø for fædrelandet? For folket? Ingen. For så er der intet folk. Intet Danmark.
»Vi er verdensborgere«, deklamerede Marianne Jelved for nylig i en debat på Grundtvig Højskole.
Ak, den gamle må rotere i sin grav. Thi selve ordet er jo en modsætning. Fra romerretten kender vi borgerrettighederne. ’Civis romanus sum’ var de forløsende ord, der adskilte netop borgeren fra udlændingen. Derfor er verdensborgerskabet meningsløst. Thi dermed ophæves skellet mellem borger og ikkeborger, og uden dette skel opløses borgerbegrebet. Jelveds inkongruente floskel fremstår som et ekko af Voltaire:
Foto: Et langt liv i De Radikales tjeneste»I dag findes der ikke længere franskmænd, tyskere, spaniere, selv englændere: Uanset hvad folk siger, findes der kun europæere«. Hvor har blodet rindet dygtigt af disse ord ..!
Og hvor ublodig den radikale revolution i Danmark end har formet sig, kan dens betydning ikke undervurderes. Med radikalismen skulle alting sættes til debat. Nedbrydes. Folket erstattes af individet. Kristendommen af fornuften. Nationen af verdensborgerskabet. Deri er Danmarks ulykke. Ingen stærkere kraft har styret det hele ånds- og politiske liv. Derfor er der ingen andre partier end DF, der ønsker et opgør med internationalismen, konventionerne og EU, derfor stemte kun Fremskridtspartiet i 1983 imod udlændingeloven. Hele det politiske kompas har i mere end et århundrede været styret af Det Litterære Venstre, som brandensianerne grundlagde.
Her hviler ansvaret for Danmarks ulykke. Og i det spil er Marianne Jelved kun en lille brik.
fortsæt med at læse
