Født i kamp

Nu skal skolen have arbejdsro, lød det fra politikerne på Christiansborg, da skolereformen trådte i kraft 2014. Det viste sig hurtigt at være lettere sagt end gjort, for reformen var født i åben kamp med Danmarks Lærerforening, der ikke brød sig om, at en historisk udvidelse af skoledagen skulle ske stort set uden ekstra penge. Tiden til de nye lange skoledage skulle findes to steder, for det første ved at lærerne skulle undervise en større del af deres arbejdstid, for det andet ved at pædagogerne skulle spille en større rolle i skolen. For at få pædagogerne mere på banen og for at opfylde ønsket om en mere varieret skoledag opfandt embedsfolk i Undervisningsministeriet begrebet ’understøttende undervisning’. Det kan være et træværksted med en anden type matematik eller lektiecafé.

Kompromis

Timerne med understøttende undervisning var fra starten et stridspunkt. Den daværende socialdemokratiske undervisningsminister Christine Antorini og den øvrige regering foreslog at introducere ’aktivitetstimer’, hvor eleverne gennem anden slags undervisning fik vind i håret og græs under fødderne. Partierne drømte om en levende skole med mere varieret undervisning, som også evnede at få de elever med, som i dag får træsmag i munden af de mange timer på skolebænken. Den borgerlige opposition var skeptisk og kaldte aktivitetstimerne for ’hulahop-tid’. De borgerlige havde ikke meget tiltro til, at en helt ny måde at organisere undervisningen på ville fungere i praksis. Kompromisset blev understøttende undervisning, der også rummede krav til undervisningens indhold.