Det lå egentlig ikke i kortene, at Lasse og Louise Christiansen skulle pakke lejligheden i Sydhavnen i København ned for at flytte ud af byen. Slet ikke, at deres nye postnummer skulle hedde 4640 Faxe. Faktisk havde de aldrig besøgt byen, før de valgte at købe den grå villa fra 1961 for 1.800.000 kroner.
Det var heller ikke planen, at karrieren skulle sættes en anelse på pause i nogle år, fordi lille Elmer kom til verden. Faktisk var parret slet ikke sikre på, hvorvidt de overhovedet ønskede at få et barn.
»Vi var meget i tvivl. Det var næsten en daglig snak«, fortæller Louise Christiansen. Tvivlen handlede meget om, hvordan et familieliv kunne se ud – og så var der hele frihedsaspektet, der rumsterede i tankerne.
»Vi ved jo, hvor meget børn kræver, så vi spurgte os selv, om vi virkelig ville børn så meget. Ville vi hellere bare være selvstændige, kunne rejse og være frie?«, siger Louise.
For Lasse Christiansen var tanken om ikke længere selv at være forrest i rækken svær. At skulle gå på kompromis.
»Tidligere skulle jeg bare have en fed lejlighed i København, en fed bil og en fed karriere«, siger han.
»Alt, jeg ville have før, var bare døde ting. Der var intet, der handlede om mine følelser for nogen«.
Livet uden for København
Louise Christiansen har aldrig været i tvivl om, at hvis hun skulle have et barn, ville hun hjemmepasse. Derfor blev det også et krav, da hun blev gravid med Elmer.
»Jeg har aldrig kunnet se mig selv i den klassiske familieform i samfundet. Den måde, familielivet typisk ser ud i hamsterhjulet«, siger hun.
Under graviditeten vælger parret, at de vil flytte ud af København. I Faxe falder de for den aflange have, hvor de lige har plukket rabarber til tærte. Der blomstrer tulipaner og syrenbuske langs kanten af haven. Lasse øver sig på at få grønne fingre efter en årrække i storbyen. Senest har han investeret i en buskrydder til at tage det værste. Senere på sæsonen skal familien plukke havens røde og hvide hindbær, og til sommer skal de fejre Louises 40-års fødselsdag ved langborde under æbletræerne.
»Her er mere ro, plads og gratis parkering«, siger Louise.
I dag er begge parter på barsel. Om få dage skal Louise sige sit job op som community manager. Det 134 m² store hus skal de næste tre år danne rammerne for hjemmepasningen af Elmer.
De nyeste tal fra Børne- og Undervisningsministeriet viser, at der i 2019 var 1.436 børn, hvis forældre modtog økonomisk tilskud for at hjemmepasse. I 2024 var tallet steget til 2.613, svarende til ca. 0,7 procent af alle 0-6-årige børn i landet.
Ole Henrik Hansen, der er forsker, professor i førskoledidaktik og forfatter, forklarer, at tre fjerdedele af de forældre, der hjemmepasser, gør det for at være mere sammen med barnet i de første leveår. En fjerdedel vælger det til, fordi de er utilfredse med, hvad en daginstitution kan tilbyde.
»Det er stadig en lille del af befolkningen, der vælger hjemmepasning. Det er kun få, der overskrider den kultur, vi har med at bruge daginstitutionerne og at være til stede på arbejdsmarkedet«, siger han.
Tryg tilknytning
For Lasse og Louise Christiansen er hjemmepasningen ikke et fravalg af institutionerne. De er ikke »bange« for pædagoger. De ved, der er mange dygtige derude. Deriblandt Lasses egen mor. Det handler mere om kvalitetstid med Elmer og om at sikre ham en tryg tilknytning, inden han skal være sammen med andre end sine primære omsorgspersoner.
»Jeg synes ærligt talt, at det er meget tidligt at aflevere sit barn i vuggestuen i timånedersalderen«, siger Louise.
Nogle gange bliver de mødt med fordomme. I samtaler kan folk pointere, »at de da ikke har lidt overlast af at gå i daginstitution«. Men det er ikke det, der er pointen, forklarer Lasse.
»Det er jo ikke, fordi du går skævt, fordi du ikke er blevet hjemmepasset. Men jeg tror på, at det kan have stor indflydelse på ens tilknytning senere hen. Jeg tror, det er vigtigt, at man har oplevet stor tryghed«, siger han.
Louise Christiansen anerkender, at der er meget arbejde i hendes nye rolle.
»Jeg skal jo lidt agere den pædagog, Elmer ville have haft i vuggestuen. Det er en vigtig overvejelse at have med. Det er ikke for alle familier«, siger hun og uddyber, at Elmer skal være med i legegrupper med andre børn. De går også til babysvømning, rytmik og er en del af en mødregruppe.
»Vi er nødt til stadig at have noget socialt og et netværk«, siger hun.
De næste tre år skal familien leve af Lasse Christiansens indkomst og et tilskud på 9.500 kroner om måneden, som Louise får fra kommunen det første år som hjemmepasser. Parret bekymrer sig egentlig ikke meget om det økonomiske. Lasse har fået sin pensionsopsparing udbetalt og køber aktier i stedet, og bliver det nødvendigt, må de tage fra opsparingen. Lasse har desuden startet en lille sidegesjæft ved siden af sit marketingjob, hvor han køber ting på auktion og sælger dem videre. I annekset står en sort Arne Jacobsen-sofa, som han for nylig købte for 8.500 kroner, og som han håber at kunne sælge for over det tredobbelte.
»Men vi bor jo billigt her. Vi betalte mere for en treværelses lejlighed i Sydhavnen, end vi gør for det her hus«, siger han.
»Vi kommer aldrig til at sætte os i et dyrt hus, hvor vi bliver afhængige af hamsterhjulet«, siger Louise.
Drømmen er, at parret på sigt kan fortsætte med at leve et liv, de selv i høj grad kan være med til at styre og forme. Uden at skulle have økonomisk ondt i maven.
»Nu landede vi«
Lasse og Louise mødte hinanden for ti år siden på en fælles arbejdsplads. Siden har de boet et halvt år på Bali, tre måneder i Thailand og rejst rundt i Australien, Malaysia og Japan. De levede som frie fugle, brugte penge på, hvad de havde lyst til, og var »livsnydere« i København.
»Jeg følte, at jeg mistede relevans, hvis jeg flyttede ud af byen. Hvis jeg ikke boede i København, hvem var jeg så?«, siger Lasse.
Louise fortæller, at det for Lasse mest handlede om karrierestigen.
»Jeg var bange for, om Lasse ville lade karrieren fylde alt i livet«, siger hun.
»Med alt det, vi har oplevet de seneste ti år, har vi fundet ud af, at det er det her, vi skulle. Nu landede vi«, siger han, mens Elmer pludrer fra hans højre arm. Sønnen har været med til at give parret et helt nyt syn på livet.
»Du er så klog. Du bliver statsminister en dag«, smiler Lasse til ham.
Parret er faldet til i huset og haven, selv om »her ikke sker meget«. Der er også lidt længere til en kop kaffe, men den gode espressomaskine i køkkenet kan det meste. Den store udlængsel er sat i bero for nu – i stedet glæder parret sig til at nyde sommeren på Bornholm, hvor de skal køre rundt med Teslaen, som de købte, da de boede i København. Nu med plads til en baby.
fortsæt med at læse
