Inden Mikkel og Mette Brabrands søn fik en plads på Centerafdeling Lumby og Søhus, var han et »vrag«, der mest sad foran computeren, sagde lyde og skreg døgnet rundt. Han var blevet »en skal, der ikke længere følte andet end elendighed«.
Sådan beskriver forældrene sønnens fortid. Han har seks diagnoser, blandt andet autisme, angst og ocd.
Inden han mødte pædagog Pernille Kronholm, følte han, at han var fuldstændig mislykket.
»Pernille er gaven til alle børn, der ikke kan gå i en almindelig skole. Hun kender det autistiske menneske helt ind i hjertet«, forklarer forældrene, der har indstillet hende til Politikens Pædagogpris, som hun nu er nomineret til.
Centerafdeling Lumby og Søhus er en specialskole til og med 10. klasse i Odense for normaltbegavede børn og unge med gennemgribende udviklingsforstyrrelser. Kendetegnende er, at flere af børnene, der starter her, har lidt af skolevægring i mange år.
»Børnene føler, at de er mislykkedes, og at de ikke kan bruges til noget. Pernille giver dem troen tilbage på, at de har værdi«, siger Mette Brabrand.
»Hun gør det med et enormt nærvær, så alle børn føler, at hun kun er der for dem. Det er en imponerende evne at kunne rumme så mange børn på én gang«.
Det første år på skolen ville Mikkel og Mette Brabrands søn kun spille Uno. Men langsomt kunne Pernille Kronholm bygge på. Ifølge Mikkel Brabrand gav hun ham »gødning«, så han langsomt voksede og blev en glad dreng.
»I dag har han det så godt, at Pernille kan udfordre ham, provokere ham, og snart skal han til eksamen. Havde du spurgt os for tre et halvt år siden, om vores søn kunne komme i gymnasiet, havde vi svaret »aldrig i livet«. Men det skal han nu«, siger Mette Brabrand.
»Pernille har fuldstændig vendt ham og hans liv på hovedet. I dag har vi en dreng, der er glad og elsker at gå i skole. Han er gået fra at være fuldstændig isoleret og ikke have noget at gøre med nogen mennesker ud over os. Nu har han venner, er social og går i skole. Vi har fået vores dreng tilbage. Vi havde mistet ham«, siger hun.
Det er det, Pernille kan, understreger hun. At give børnene livet tilbage.
»Det er den største evne, en pædagog overhovedet kan have«, lyder det.
’Autism Avenue’
Mens Pernille Kronholm viser rundt på skolens gange i Odense, forklarer hun, at de ofte modtager børnene meget sent i deres skolegang, fordi de er blevet holdt i folkeskolen så længe som muligt.
»Det er børn, der har stået på tæer i mange år, så der er meget arbejde i at få dem til at tro på, at de kan noget, og at der er nogen, der gider dem«, siger hun.
Pernille Kronholm arbejder med 18 elever i udskolingen. Når de unge starter, kan de godt være lidt skeptiske, når de ser hende. For hvorfor er der pædagoger i udskolingen, spørger de.
»De synes, det er pinligt. De gider ikke mit pædagogpis«, siger hun. Men langsomt finder de ud af, at Pernille blot møder dem som de unge mennesker, de er. Derfor er hun opmærksom på ikke at agere behandler over for dem.
»De har mere brug for guiding og støtte, for der er mange ting, de bøvler lidt med«, siger hun.
Ofte deler personalet eleverne op i tre lokaler, der i dag står tomme. De unge er sårbare med et overbelastet nervesystem i en grad, at de voksne gerne vil skærme dem for journalister. Størstedelen ville måske heller ikke hilse på os, hvis vi sagde hej. Derfor er eleverne ude at gå en tur. De skulle egentlig have været på fisketur, men de gider ikke i regnvejr.
Over døren ind til lokalet hænger et grønt skilt. ’Autism Avenue’ står der. De unge kalder sig selv »neurodivergente« og andre »neurotypikere«.
»Det er lidt cool med autisme. De unge ved godt selv, at de har nogle særlige evner, for eksempel at kunne hyperfokusere og begrave sig ned i nogle emner«, fortæller hun.
Mette og Mikkel Brabrands søn kommer pludselig ind i lokalet. Han hilser smilende og fortæller, at hans forældre for tiden ikke taler om andet derhjemme end Pernille Kronholm og pædagogprisen. Så smutter han igen.
Et stort forarbejde
Susanne Gerckes datter har gået på skolen i to år. Hun har også indstillet Pernille Kronholm til pædagogprisen for det arbejde, hun har gjort, for at få Susannes datter tilbage på sporet.
»Før hun kom på skolen, var hun meget nedlukket. Når jeg ser tilbage, kan jeg faktisk undre mig over, at hun overhovedet kunne eksistere«, siger Susanne Gercke.
I klassen bliver datteren skærmet af en væg, så hun kan sidde med hørebøffer på og tegne manga-ansigter. Hun har brug for roen.
Allerede inden hun skulle starte på skolen, rakte Pernille ud til familien, så de kunne komme på besøg.
Pernille gik ture med datteren, så hun fik set området og lokalerne. Hun fik også indflydelse på, hvordan hendes plads skulle se ud inden skolestart.
»Pernille gjorde et stort forarbejde, så de allerede havde en god relation«, fortæller moren og uddyber, at datteren i en lang periode kun har villet tale med Pernille Kronholm, selv om datteren synes, at de andre voksne er flinke nok.
»Men Pernille er hendes tryghedsperson«.
Nu hvor datteren har fået det bedre, er Susanne Gercke begyndt at kunne passe sit arbejde som softwareudvikler. Tidligere var hun ofte på standby, hvis datteren ikke ville i skole. Havde det ikke været for Pernille Kronholm, frygter moren, at datteren var røget ud i fuld skolevægring. Heldigvis nåede hun at blive grebet i tide.
fortsæt med at læse
