Forestil dig en cykel uden et støtteben. Den vil ikke kunne stå oprejst, og når cyklen gentagne gange vælter, får den flere og flere skrammer, og til sidst er den ikke ret meget værd.
»Cecilia er mit støtteben. Uden hende ville jeg vælte gang på gang og opleve nederlag på nederlag. Og det kan et menneske altså ikke holde til«.
Sådan beskriver Anne, som af hensyn til sine omgivelser gerne vil være anonym, sin kontaktperson Cecilia B. Andersen.
Anne er i begyndelsen af 30’erne og lider af adhd, og for knap to år siden fik hun af kommunen tildelt sin nye støtte- og kontaktperson. Cecilia B. Andersen er uddannet socialpædagog i 2010, og før hun blev familiebehandler, arbejdede hun på et bosted for voksne med autisme i Gentofte Kommune.
»Siden jeg var 17 år, har jeg haft forskellige kontaktpersoner, og jeg har haft virkelig mange af dem. Jeg føler, at jeg er blevet smidt rundt i systemet. Folk er kommet og gået i mit liv, som om jeg var totalt ligegyldig, og så bliver det sværere og sværere at skabe tillid«, forklarer Anne og fortsætter:
»Derfor havde jeg ingen tillid til Cecilia, da jeg mødte hende, og jeg var sikker på, hun også ville forsvinde efter et stykke tid. Men hun spurgte mig: »Hvad kan jeg gøre, for at vi får skabt en god relation og lykkes med opgaven sammen?«. Hun tog mit svar alvorligt og mødte mig. Jeg føler, vi er ligeværdige, og jeg tror helt ind i maven på, at Cecilia gerne vil mig. Det har jeg aldrig prøvet før«.
For den indsats har Anne indstillet Cecilia B. Andersen til Politikens Pædagogpris, som i samarbejde med Velfærds- og Forskningsfonden for Pædagoger overrækkes for tredje gang i år.
»For første gang har jeg oplevet, at jeg lykkes med ting, fordi Cecilia hjælper mig med at skabe ro og struktur i mit liv, for hvis ikke jeg har det, ramler jeg ind i konflikter hele tiden. Så vælter jeg ligesom cyklen uden støtteben. Nu kan jeg for eksempel passe et fuldtidsarbejde. Det er en kæmpe succes for mig, og det er så fedt at opleve, at jeg udvikler mig«.
Kender du også en pædagog, medhjælper eller assistent, der fortjener samme hyldest som Cecilia B. Andersen, er det nu allersidste chance for at indstille hende eller ham til Politikens Pædagogpris 2022. Der bliver lukket for indstillinger søndag aften 25. september kl. 23.59.
En opgave ad gangen
Hver uge mødes Cecilia B. Andersen og Anne tre aftener, og timerne bliver blandt andet brugt på at lave ugeskemaer og lister for at strukturere Annes hverdag og arbejdsopgaver, for det kan godt være svært, når »man har en hjerne, der popper lige som popcorn, fordi der konstant dukker nye ideer op, og man har et sindssygt energiniveau«, forklarer Anne og griner. Når man lever med adhd, som Anne gør, betyder det, at ens adfærd bliver meget impulsstyret, og pludselig har hun gang i mange projekter.
Derfor hjælper Cecilia B. Andersen hende med at øve sig på at afslutte én opgave ad gangen, som for eksempel at få betalt en tandlægeregning eller tjekke e-Boks, før hun giver sig i kast med næste projekt. Desuden består en stor del af deres samvær af at få snakket om alle de oplevelser og følelser, Anne støder på i sin hverdag, forklarer familiebehandleren.
»Så taler vi om, hvordan hun oplevede det, hvilke følelser det vakte, og hvordan andre kan have oplevet det, og på den måde arbejder vi med at regulere følelserne«.
De sidste 20 minutter bruger de som regel på at spille et brætspil, mens de taler aftenens forløb igennem og slutter af på en rolig måde.
Når ikke Cecilia B. Andersen er hos Anne, består familiebehandlerens arbejde i at hjælpe familier, som har det rigtig svært, hvor et eller flere familiemedlemmer mistrives. Det kan for eksempel være overvåget samvær eller observationsopgaver med det formål at støtte op om en sund kontakt mellem barn og forældre.
»Familiebehandling spænder enormt bredt. Det kan være en ung, der bliver opsøgt af det kriminelle miljø, som skal have redskaber til at navigere udenom. Eller misbrugsforældre, hvor jeg skal guide dem i forhold til deres forældreevner. Eller det kan være, at lille Karl kommer i børnehave med blå mærker og fortæller nogle ting, som vækker personalets bekymring for, hvad der foregår derhjemme«, fortæller Cecilia B. Andersen.
Desuden er en hun en vigtig del af de sikkerhedsplaner, kommunen sætter i værk, hvor man er bekymret for et barns trivsel eller sikkerhed i hjemmet og dermed skal finde ud af, om barnet skal anbringes, eller om familien kan få hjælp, sådan så barnet trygt kan bo hos sin mor og far.
»Det, der driver mig i mit arbejde, er at finde ud af, hvordan vi kan gøre noget på en anden måde. En ny måde. Inden for det her felt findes der ingen facitlister, fordi alle mennesker er forskellige, og det synes jeg er sindssygt spændende«.
Givende at hjælpe andre
Familiebehandleren er både tilknyttet Gentofte Kommune og forskellige private tilbud som ekstern konsulent, og når kommunen får en underretning, bliver Cecilia B. Andersen hyret ind til i samarbejde med lærere, pædagoger fra daginstitutionen, psykologer og socialrådgivere at få styr på problemerne.
I nogle tilfælde er situationen akut og bliver fulgt op af en indsats, der strækker sig over for eksempel tre måneder. Andre gange kan det være en livsomstændighed, som barnet eller den unge har brug for hjælp til at tackle, f.eks. sygdom, misbrug eller kriminalitet, og så kan Cecilia B. Andersen fungere som støtteperson for vedkommende i flere år.
»Mit job er så alsidigt, og jeg har med enormt forskellige mennesker at gøre. Det er virkelig givende. Jeg er meget optaget af at forstå, hvorfor barnet eller den unge reagerer, som han eller hun gør«, siger Cecilia B. Andersen og tilføjer:
»Der er altid en grund til handlemønsteret og adfærden, og at se bag om den og finde ud af, hvordan vi kan gribe det an på en ny måde, det synes jeg virkelig er spændende i det pædagogiske arbejde«.
Som familiebehandler er en del af jobbet at stå til rådighed. Også uden for kontortid, selv om det en gang imellem kan være krævende.
»Men det giver så meget på kontoen, når jeg kan se, hvilken betydning det har for den borger, jeg får snakket med. Der går ikke meget af mig, for at hverdagen kan blive rigtig meget bedre for et andet menneske. At kunne gøre en forskel for andre i deres liv, det synes jeg er meget givende«, siger familiebehandleren.
fortsæt med at læse
