Selv om det får mig til at rulle med øjnene, og får mit mindreværdskompleks til at blusse op som en allergisk reaktion, bliver jeg ved med at åbne op for LinkedIn. Jeg er afhængig, tjekker appen flere gange om dagen. Imens spreder følelsen af uduelighed sig i min krop, hver gang jeg ser et nyt opslag med ’Jobnyt’ eller en opdatering fra et andet ungt menneske, der virker til at have styr på sit arbejdsliv.
Til juni kan jeg kalde mig for færdiguddannet journalist, men hvor andre typisk ville føle glæde over endelig at være færdig efter flere års uddannelse, er jeg nervøs. Nervøs over fremtiden. Over ikke at finde et arbejde. Noget jeg tidligere har skrevet om. LinkedIn forværrer min nervøsitet, og jeg kan ikke lade være med at sammenligne mig med de mange fremmede, der dukker op i mit feed. Alt bliver delt, selv den mindste præstation bliver fremhævet. Det virker, som om der ikke findes nogle dårlige dage på LinkedIn, for selv en fyring kan konverteres til en positiv hændelse. Nogle gange overvejer jeg at slette LinkedIn, men min nysgerrighed tillader det ikke.
