3 dage tilbage: Prøv Politiken resten af året for 142 kr.

Søndag ved midnat lukker vinduet for at indstille din yndlingslærer til en fornem pris. I slutningen af november kåres vinderne ved en stor prisfest.

Mangler du at indstille en dygtig underviser? Så er det sidste chance

Politikens Undervisningspris hylder undervisere, der hver dag gør en særlig indsats for elever. Nu er det sidste chance for at indstille en lærer til prisen.  Foto: Janus Engel/Janus Engel
Politikens Undervisningspris hylder undervisere, der hver dag gør en særlig indsats for elever. Nu er det sidste chance for at indstille en lærer til prisen. Foto: Janus Engel/Janus Engel

Du kan stadig nå at indstille en lærer, svend eller mester, der fortjener at få tildelt en af priserne i Politikens Undervisningspris. Men skynd dig til tasterne!

Vinduet for indstillinger lukker søndag 11. oktober ved midnat. Efter efterårsferien mødes et fagpanel og finder frem til de nominerede og herefter de heldige prismodtagere. I slutningen af november kåres vinderne ved en stor prisfest i Pressen i Politikens Hus.

Sidder du allerede nu med tankerne på en særlig underviser, kan du fortsat nå at indstille vedkommendeher. Alle er velkomne til at skrive indstillinger, hvad enten de er kolleger, forældre eller elever.

Med Undervisningsprisen sætter Politiken fokus på grundskolen, de gymnasiale uddannelser og erhvervsuddannelserne. Selve prisen hylder de lærere, der både udfordrer og engagerer eleverne. Der uddeles én hovedpris à 75.000 kr. i hver af de tre kategorier. Derudover uddeles to særpriser pr. kategori à 25.000 kroner. Særprisen i kategorien erhvervsuddannelser er dedikeret til den mester eller svend, der har skabt et godt praktikforløb. Denne særpris kalder vi Lærepladsprisen.

Lærere i store roller

I løbet af indstillingsperioden har Politiken blandt andet talt med gymnasieelever og gymnasielærere, der diskuterer brugen af ai. Karla Hewan Hasselgren forklarer, hvordan hun som ordblind er kommet i klemme efter undervisningsminister Magnus Heunickes (S) strakspakke, fordi hun ikke længere må bruge sine digitale hjælpemidler i gymnasiet.

Vi har også talt med partilederen for Liberal Alliance, Alex Vanopslagh, der følte sig uvidende efter gymnasiet. Tidligere chefredaktør på Ekstra Bladet Poul Madsen fortæller om en lærer, der hjalp, da han blev mobbet i folkeskolen.

Vi har også været forbi snedkerlærling Mathilde Marott, der aldrig har haft en kvindelig kollega. Du kan læse alle historierne her.

Politiken har modtaget over 2.000 indstillinger, som fagpanelerne får travlt med at nærlæse. De to fagpaneler består i år blandt andet af forskere, lærere, en elevrepræsentant fra 8.A og en bygningssnedkerlærling. Politikens uddannelsesredaktør, Cecilie Lund Kristiansen, sidder med i begge paneler.

I de indstillinger, der allerede er tikket ind, fremhæves en lang række lærere for deres faglighed, rummelighed og engagement, når de skaber en undervisning, der vækker nysgerrighed blandt eleverne. Forældre roser blandt andet lærere for at spille en afgørende rolle for børn med særlige behov. Flere fremhæves også på et mere personligt plan for at være en støtte i en udfordrende tid, og en række kolleger er blevet indstillet for at være en god medspiller på arbejdspladsen.

På politiken.dk/undervisningsprisen kan du dykke ned i alle indstillingerne og se, hvordan de fordeler sig på danmarkskortet.

Eva Holtegaard-Kasler

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her