Man skulle tro, det var løgn, men det er det ikke! Nu er danske politikere endda for fjerde gang og nu i samlet flok gået ind i en angrebskrig i Mellemøsten. Hvad pokker er det, der foregår? Hvordan kan det være, at Danmark er havnet i en så hovedløs militarisme? Ved militarisme forstår man den misforståelse, at det er muligt at løse problemer – politiske, økonomiske, sociale, kulturelle – ved hjælp af militær voldsanvendelse. Det kan ikke lade sig gøre, så derfor udvikler militarismen sig på den måde, at den første uoverlagte militære aktion nødvendigvis må bliver efterfulgt af den næste med det formål at aflede opmærksomheden fra den forriges fiasko. Når det er så vanskeligt for militarismen at holde op, er det ikke mindst, fordi militaristerne ikke kan forklare invaliderne og de efterladte, hvad det, der er sket, skulle gøre godt for – hvorfor deres mænd, børn, kærester, venner er slået ihjel eller lemlæstet. Det er ikke til at sige til en ung mand, der kommer hjem fra Afghanistan i en rullestol, at det var en smutter, så det må han da meget undskylde.

En hæderlig aftale er umulig
Når krigen ikke har noget mål eller har en hel håndfuld af løse anbringender som angivne mål, er det ikke til at afgøre, hvornår man har vundet, og heller ikke til at forhandle sig frem til en så hæderlig aftale, at man kan slippe ud med æren i behold.

Så er der ikke andet at gøre end at fastsætte en eller anden exitdato og håbe på, at der ikke er for mange, der hænger sig i resultatet. En ny aktion kan måske bortlede opmærksomheden fra den forrige fiasko? Gaddafi og Libyen kommer ind som sendt fra ... derfra, hvorfra sådan noget bliver sendt. Krigen i Libyen er karakteristisk og typisk for den fremskredne militarisme derved, at de besluttende politikere kun kender til forholdene der, hvor den kommende krig skal udkæmpes, fra hvad de har set på tv eller læst i populære aviser.