Den 2. maj 2014 afgav forhørsledelsen i Christianiasagen – undertegnede og to landsdommere – beretning og indstilling i anledning af tjenstlig undersøgelse mod to højtstående embedsmænd i Justitsministeriet. Som bekendt var konklusionen i beretningen, hvori begrebet ’nødløgn’ blev brugt, at ingen af dem havde udvist forhold, der kunne give anledning til kritik.

Det er ikke for meget sagt, at dette udfald af undersøgelsen skabte furore, i hvert fald blandt langt de fleste politikere og politiske kommentatorer, der havde forventet og også lagt op til, at her var der i hvert fald noget at komme efter. Under den politiske og offentlige debat, der førte til, at Morten Bødskov (efter en politisk vurdering) måtte fratræde som justitsminister, var ord som ’konstrueret løgn’, ’vildledning’, ’konspiration’ og ’utroværdighed’ jo blevet brugt. Ministre og embedsmænd må aldrig lyve over for Folketinget, var og er indvendingen, men alligevel kom de tre dommere og sagde noget andet i denne – som den stadig betegnes – ’skandalesag’.