I den del af den politiske debat, som handler om muslimerne i Danmark, tegner sig nogle bemærkelsesværdige fløje på tværs af partiskel. Naser Khader og Pia Kjærsgaard ligger f.eks. tæt på hinanden i deres fordømmelse af Elsebeth Gerner Nielsen, der slog et modigt slag for muslimers frivillige valg af hovedtørklæde ved for en kort bemærkning selv at iføre sig et hovedtørklæde. Danmarks Kommunistiske Parti, der var blandt stifterne af Enhedslisten, melder sig til gengæld nu i koret af kritikere, der tager afstand fra Asmaa Abdol-Hamid som folketingskandidat for et socialistisk parti. I en pressmeddelelse betjener formanden for DKP, Henrik Stamer Hedin sig ligefrem af en retorik, der er nærmest umulig at skelne fra Pia Kjærsgaards. Her kalder kommunisternes formand Abdol-Hamids valg af klædedragt for et »etnografisk kostumeshow«, og islam beskrives som en »rigid bogstavreligion«. DKP solidariserer sig tilsyneladende med dem, der »med uro ser en fremmed religion tvinge sig ind i det offentlige rum«. Abdol-Hamid, der har erklæret sig fuldt ud parat til at kæmpe for Enhedslistens partiprogram, bliver uden videre stemplet som fortaler for »sekterisk, firkantet tolkning af Koranens bogstav«. Endelig beskyldes Enhedslisten for »objektivt« at være blevet ført »over på reaktionens side«. Vi er med andre ord tilbage ved den videnskabelige marxisme, forstås. Afslørende nok er der intet andet konkret i DKP's modstand mod Asmaa Abdol-Hamids folketingskandidatur end hendes udseende og klædedragt! Dét er ganske enkelt den eneste konklusion på en perfid pressemeddelelse om en kandidat, der netop har erklæret sig parat til at kæmpe for Enhedslistens partiprogram på fuldt ud samme præmisser som enhver anden folketingskandidat. Kommunisternes formand henfalder med andre ord til den genre, der hedder »symbolik«, som forarger igen og igen - fra Krarup og Kjærsgaard til Khader og Bente Hansen. Alle insisterer de dogmatisk på at bestemme, hvad hovedtørklædet betyder og symboliserer - fuldkommen uafhængigt af, hvad den enkelte muslim selv måtte mene. Når hendes klædedragt beskrives som et »etnografisk kostumeshow«, er den kulturchauvinistiske forargelse tydeligt beslægtet med den, som Dansk Folkepartis Søren Espersen gav udtryk for over for folketingsmedlem Kamal Qureshi, dengang han tillod sig at møde op hos dronningen iført traditionel pakistansk klædedragt. Søren Espersen skrev dengang forarget: »Han ville hævde sig som pakistaner. Med sin egocentriske, trodsige og selvhævdende demonstration lige for næsen af dronningen og den kongelige familie nåede han også lige at få tørret næse i det land, der har givet ham indfødsret og gjort ham til dansk folketingsmand. Han kan simpelthen ikke fordrage Danmark«. (Dansk Folkeblad, marts 2004). Eneste forskel på kommunisternes formand og Søren Espersen her, er, at sidstnævnte er en anelse mere hysterisk i sin retorik - kulturchauvinismen er den samme. Derved bekræftes det da også, at det entydigt er DKP, der er Enhedslistens socialistiske fundamentalister. De har ikke rykket sig én centimeter i forhold til Marx's dogme om religion som »folkets opium«. I modsætning hertil har Asmaa Abdol-Hamid ingen problemer med at gå op imod de muslimske fundamentalister, der helst så muslimske kvinder gemt langt væk fra al politik. Den doktrinære fundamentalisme, der truer Enhedslistens kamp for trængte og undertrykte befolkningsgrupper, kommer ikke fra muslimen Asmaa Abdol-Hamid, men fra dogmatikere som DKPs formand, Henrik Stamer Hedin.