Undertegnede havde i går nedenstående klumme i Politiken: Hvad kommer folketingsvalget til at handle om? Hvis det står til Socialdemokraterne og Venstre: Store ord om de reelt små forskelle i velfærdspolitikken, hvor Fogh har nærmet sig Socialdemokraterne med raske skridt, og store ord om de reelt minimale forskelle i udlændingepolitikken, hvor Thorning-Schmidt har nærmet sig Venstre med stormskridt. Derimod kommer valget f.eks. ikke til at handle om traumatiserede asylsøgere i danske asyllejre, fordi statsministerens halvhjertede håndsrækning til en lille håndfuld familier strategisk tog luften ud af oppositionens kritik. Det kommer ikke til at handle om, hvorfor aktiverede kontanthjælpsmodtagere ikke har samme rettigheder som alle andre på arbejdsmarkedet - for hverken S eller V går ind for lige rettigheder, og der er for få stemmer at hente blandt de arbejdsløse. Det kommer ikke til at handle om den løgnagtige iscenesættelse af Irak-krigen, for journalisterne er på dette punkt lige så underdanigt høflige over for stats- og udenrigsministeren, som de er inkvisitorisk glubske over for Asmaa Abdol-Hamid. Det kommer ikke til at handle om det himmelråbende paradoks i regeringens motorvejsglade politik og forsømmelserne af den offentlige trafik, der trækker i den stik modsatte retning af den grønne mascara, som Anders Fogh Rasmussen i al hast har haft travlt med at pudre sin klimapolitik med det seneste år. Det folketingsvalg, der nu er udskrevet, kommer næppe heller til for alvor at handle om, hvem der bliver statsminister. Det bliver Fogh. Man skal naturligvis aldrig sige aldrig, men skal Thorning-Schmidt indtage Statsministeriet kræver det nok, at der sker noget drastisk. Deus ex machina? Indtil videre er der kun to partier, der tegner til at blive altafgørende for den udslagsgivende magtfordeling på Christiansborg efter den 13. november, og det er hverken S eller V, men Dansk Folkeparti og Ny Alliance. Og det er Fogh, de bejler til. Centrumdemokraterne er til gengæld endegyldigt gået til de evige jagtmarker på den ynkeligst tænkelige måde med Ben Haddou's bizarre head hunting af Louise Frevert, og Kristendemokraterne går sandsynligvis samme vej, skønt partiets leder, Bodil Kornbek forbløffende overbevisende har forsøgt at trække partiet ud af Jann Sjursens indremissionske skygge. En udslagsgivende indflydelse på en eventuel politisk magtforskydning ved dette valg er også ret utopisk for Enhedslistens vedkommende, men af helt andre grunde. Med opstillingen af Asmaa Abdol-Hamid var partiet ellers for en gangs skyld i en position, hvor man reelt satte en vigtig dagsorden og langt hen ad vejen stod samlet, også i modvind. Men DKP's formand, Henrik Stamer Hedin og især VS'eren Kjeld Albrechtsen formåede at uderdreje partiet totalt ved at koble sig på rivaliserende partiers islamofobiske hetz mod Asmaa Abdol-Hamid, hvorfor Enhedslisten siden har måttet bruge de fleste kræfter på at at undgå intern splid. Den eneste oplagte mulighed for vende tilbage til en fremsynet politisk dagsorden ved dette valg består nu i at bakke utvetydigt op om Asmaa Abdol-Hamid, for selv om hun også blot er én blandt flere selvstændige kandidater og ikke et "projekt", er og bliver hun placeret midt i orkanens øje, hvad angår den afgørende kamp for et rummeligt, tolerant og mangfoldigt Danmark. Men for Enhedslistens såvel som de fleste andre partiers vedkommende får valgresultatet sandsynligvis føst og fremmest intern betydning diverse fløje imellem. Det korte af det lange er, at det reelle "præsidentvalg" denne gang ikke står mellem Fogh og en socialdemokratisk partileder, men mellem Kjærsgaard og Khader. Det bliver efter alt at dømme én af de to, der afgør den politiske kurs for Danmark i næste valgperiode. Der er næppe tvivl om, at Fogh foretrækker Khader. Med behovet for udenlandsk arbejdskraft og et ramponeret dansk omdømme vil han afgjort kunne manøvrere lettere inden for rammerne af Ny Alliances krav om skattelettelser og en kosmetisk humanisering af asylpolitikken, end hvis han fortsat skal navigere efter Dansk Folkepartis anti-islamiske kompas. Han kan ikke signalere det tydeligere end den lempelse af en håndfuld irakiske asylsøgeres vilkår, der var et beskedent, men umiskendeligt slag i ansigtet på Kjærsgaard - 24 timer før han udskrev valget. Men Fogh holder naturligvis begge døre åbne, hvilket kun forstærker tvekampen mellem Kjærsgaard og Khader. Khader er imidlertid ikke nogen formidabel udfordrer af Kjærsgaard. I den position havde andre været betydeligt bedre rustet, lige fra Ny Alliances Gitte Seeberg og De Radikales Margrethe Vestager til SF's Trine Pertou Mach og Enhedslistens Pernille Rosenkrantz-Theil. Det er derimod et af oppositionens paradokser, at Thorning-Schmidt ligger for tæt på Kjærsgaard til nogen sinde at kunne udfylde udfordrerens nøglerolle i dét opgør. Et opgør, der - som landet ligger nu - desværre er vigtigere end opgøret om statsministerposten.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Schack'erne er ude af Folketinget efter sammenlagt 40 år: »Det er jo et tab af et formål og en retning«
-
Amerikansk ekspert: »Kan de se bort fra, at de sidder med verdens rigeste mand, der beder om flere penge?«
-
Mette Frederiksen terroriserer sin egen befolkning
-
Michael Jarlner: Ruslands forsvarsministerium har offentliggjort en liste over europæiske og danske virksomheder: »Sov godt«
-
Seriemorderen har været sadistisk snedig og ombragt ofre, ingen vil savne
-
Redington: Mette Frederiksen ansætter 25 nye ministre. Her får I navnene
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Klumme af Christian Jensen
Hun lever som professionel jæger: »Det er svært at finde en mand, der er mand nok til mig«
Lyt til artiklenLæst op af Birgitte Kjær
00:00

Ny lyd-app fra Politiken
Politiken Lyd er lavet til dig, der hellere vil lytte til nyhederne og journalistiske fortællinger i stedet for at læse dem.
Schack'erne er ude af Folketinget efter sammenlagt 40 år: »Det er jo et tab af et formål og en retning«
Lyt til artiklenLæst op af Morten Skærbæk
00:00



























