Den helt store trend med at headhunte kandidater, som ingen praktisk politisk erfaring har, gør op med den kultur, hvor politisk engagerede mennesker med holdninger melder sig ind i partier og arbejder sig frem til tillidsposter. Seneste eksempel herpå er De Konservatives tv-stjernekandidat, Paula Larrain. Det er naturligvis intet under, at Larrain lader sig opstille, hvis hun har politiske ambitioner, men at åbenbart flere partier har forsøgt at overtale hende fortæller alt om, at det er de kendte ansigter, ikke de politiske erfaringer eller politiske holdninger, der er udslagsgivende. Det er selvfølgelig en falliterklæring, som i betydeligt højere grad rammer de gamle partier end Ny Alliance. Sidstnævnte parti er åbenlyst også gået efter »stjerne-effekten«, men partiet har trods alt heller ingen forhistorie. Man kan naturligvis indvende, at De Konservative blot har forstået at følge en trend - der er jo intet nyt i, at tv-ansigter bruger deres tv-berømmelse som et springbræt for en politisk karriere, men sjældent er der vist blevet spekuleret i det i denne grad. Således er det også karakteristisk, når Larrain forklarer, hvor interesserede De Konservative var i hendes synspunkter: »Den konservative kreds var intereseret i at høre mine synspunkter, og partiet var meget enigt med mig.« (Politiken.dk, 30.10.2007). Vognen spændes vist for hesten her? De konservative var meget enige med Larrain? Heldigt for dem. Der er ikke engang tale om, at hun i kraft af en klar indsigt i de etablerede partiers grundlag melder sig ind i det parti, hun sympatiserer mest med, for så siden at stille op til valg - nej, partierne skal melde sig ind hos Larrain, og deres holdninger afstemmes med hendes. Jeg kan som allerede antydet ikke se, at det er spor odiøst, at hun udnytter sine ambitioner til at få maksimal indflydelse i et parti. Men at De Konservative - og tilsyneladende altså flere partier, der har stået i kø for at få Larrain - så åbenlyst spekulerer i et kendt ansigt, er enten et temmelig desperat valgstrategisk træk, eller en erkendelse af en komplet mangel på kvalificerede politikere inden for partiets egne rækker. I begge tilfælde en falliterklæring. Noget andet er så, at det er et temmelig urimeligt angreb, Khader har lanceret mod hende for at have bejlet forgæves til Ny Alliance først. Uden skyggen af dokumentation - og kraftigt modsagt af Larrain - ligner det et slet skjult karaktermord på en potentiel modkandidat i Khaders egen opstillingskreds. Hele balladen er med andre ord et cirkus-slagsmål, blottet for politisk substans.