Problemet observatør/aktør og Qvortrup kontra Khader og Jeppesen

Lyt til artiklen

Ét af de mange presse-paradokser er public-service-forpligtede mediers allestedsnærværende tillid til, at »eksperter« i politik ikke har standpunkter, men leverer en objektiv og politisk neutral vurdering af det politiske spil. Ralf Pittelkow, der som bekendt er gift og politisk parløber med Venstres socialminister, Karen Jespersen, og Henrik Qvortrup, der er tidligere spindoktor for Anders Fogh Rasmussen, er indlysende ikke-neutrale iaggtagere, men politiske aktører for fuld skrue. Det betyder ikke, at de ikke kan være relevante at interviewe for en vurdering af dette eller hint, men det skal naturligvis ske nøjagtig lige så kritisk og med lige så mange modspørgsmål og lige så megen journalistisk tvivl, som når man interviewer en politiker - men i stedet behandles de stort set altid andægtigt af medie-mikrofonholdere. At Se og Hørs chefredaktør, Henrik Qvortrup bestyrer pressens mest skrupelløse gabestok, hvor det betragtes som en selvfølge, at »kendte« får udstillet slibrige detaljer og hænges ud på baggrund af tynde, men grovkornede rygter, turde være nok til at omgås manden med et par spaltekilometers kritisk distance. Alligevel har hverken dette eller hans ret åbenlyse loyalitet over for Venstre ikke fået mange til at ryste på mikrofonholder-hånden, så derfor er det forståeligt, når Naser Khader nu går amok og betegner bagmanden bag endnu en svinestreg som dét, enhver anden ville sige i en ophidset situation, hvor man tilsvarende var blevet hængt ud på det spinklest tænkelige grundlag. Det handler naturligvis om Se og Hørs påstand om, at Naser Khader har fået udført sort arbejde, og at dette skulle være blevet udført Michael Jeppesens håndværkere - Michael Jeppesen, som desuden er Ekstra Bladets bagsidesatiriker. Khader og Jeppesen har forventeligt afvist hele historien, og Khader er gået amok og har gentagne gange kaldt Qvortrup for et »svin«. Hvem har ret? Aner det ikke, men substansen i Se og Hørs forargede sladder-angreb er nærmest ikke til at få øje på. Historien stammer fra én anonym håndværker, som Se og Hør har betalt for at få historien. »Jeg har talt med ham, og vurderede ham som troværdig,« udtalte Henrik Qvortrup i TV2 Nyhederne. Jamen, så er dét vel bare lige i øjet - eller hvad? At Se og Hør lever af mudderkastere og paparazzi-gribbe er ét af den moderne medieverdens lidet flatterende aspekter, og det er hverken værre eller bedre, når det rammer en toppolitiker. Men at det sker midt i en valgkamp på så tyndt grundlag, er blot yderligere et udtryk for, at Qvortrup ligeledes er politisk aktør. At han tidligere har været nær ven af Khader, kan undre - men hvem ved, hvad der er sket mellem de to bag kulisserne (måske en historie for Se og Hør ...)? Skal man gætte, byder den vinkel sig til, at Khader fik fyrstelig og venskabelig behandling af Qvortrup, da Khader som problematisk medlem af De Radikale var en trumf for Fogh - i dag forholder det sig noget mere broget. Khader kan stjæle Venstre-mandater og blive et vanskeligt manøvregrundlag for Fogh, og så får han åbenbart kniven? Hvem ved. Men når Qvortrup så oven i købet stiller sig selvretfærdigt frem og gør sig til moralsk overdommer over, hvad offentlige personer, herunder politikere kan tillade sig og ikke tillade sig inden for moralen, er det hykleri af værste karat. Til Politiken.dk ser han intet problem i, at han selv har gjort brug af sort arbejde: »Jeg har betjent mig af sort rengøring ind i mellem. Men der jo den væsentlige forskel, at jeg jo ikke aspirerer til at blive minister eller politiker eller noget, der bare minder om det.« (Politiken.dk, 31.10.2007). Og? Qvortrup aspirerer ikke til at blive minister - nej, men han er én af de mest indflydelsesrige kommentatorer overhovedet og bestyrer et embede som dansk sladder-konge par excellence. Få politikere er i samme gunstige magt-position. Han har naturligvis ret i, at det ikke er brugen af anonyme kilder i sig selv, der er det principielle problem - hvis der vel at mærke er tale om meget betydningsfulde oplysninger af stor relevans, en meget omhyggelig omgang med historien og behørige dobbelt-tjek, hvilket han selv i dette tilfælde overhovedet ikke kommer i nærheden af. Khader kræver nu Qvortrup afsat som politisk kommentator i TV2 og DR, og foreløbig har TV2 indstillet deres brug af Se og Hørs chefredaktør resten af valgkampen. Det er en forståelig overreaktion, men immervæk en overreaktion. Det er ikke så meget Qvortrups tredobbeltrolle som sladder-konge, politisk aktør og »neutral« observatør, der er problemet - det er mediernes mikrofonholderi over for udvalgte kommentatorer med flere agendaer, der er det egentlige problem. Ikke i DR2-programmet Jersild & Spin, hvor rammerne er ganske specifikke, og Jersild styrer slaget så overbevisende og gennemtænkt, at Qvortrups analyser rent faktisk er interessante. Ikke »neutrale«, sådan som det fremstår, når nyhedsudsendelser eller aviser gør brug af 2-3 ukommenterede og uimodsagte udtalelser, uden at italesætte »observatør-aktør«-problemstillingen. Forhåbentlig kan Qvortrups hykleri og Se og Hørs tyndbenede »skandale« illustrere en række af mediernes egne principielle paradokser og problemer i det flertydige og sammenvævede spil af medie-politisk spin.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her