I betragtning af, hvor megen opstandelse manglende håndtryk fra en meget omtalt muslimsk folketingskandidat har skabt, fordi hun i stedet hilser ærbødigt ved at lægge hånden på sit hjerte, er det bemærkelsesværdigt, hvor udbredt ringeagten for kvindelige præster er i den danske folkekirke. Mangler de mandlige kolleger at blive integreret i det danske samfund? Bør de forbydes adgang til prædikestolen, ligesom Dansk Folkeparti har ytret ønske om at forbyde kvindelige muslimer med hovedtørklæde adgang til Folketingets talerstol? Bliver de pågældende mandlige præster krydsforhørt i hundredvis af tv- og avis-interview, der inkvisitorisk slæber dem gennem mediegabestokken? Nej. Den slags er forbeholdt vor tids hekse – kvindelige muslimer med hovedtørklæde. I dagens Politiken fremgår det imidlertid, at det langtfra er noget så uskyldigt som et privat og individuelt (religiøst betinget) ønske om at give hånd til den, man vil, det handler om i folkekirken, men derimod om direkte kønsdiskrimination og ringeagt for kvindelige præster, som over halvdelen af landets kvindelige præster har været udsat for. Avisen beretter, hvorledes mandlige præster har opført sig, når f.eks. sognepræst Berit Børresen har indtaget kirken i sin embedsfunktion: „De var imod kvindelige præster og gjorde alt for ikke at berøre de samme ting som hende i kirken, fordi de opfattede dem som forurenede af hendes køn. Sådanne oplevelser har forbløffende mange kvindelige præster haft med mandlige kolleger.“ (Politiken, 27.12.2007). Hvis den kvindefornedrende attitude er de pågaldende præsters oprigtige indstilling, skal de have lov at beholde den i ytringsfrihedens navn - men hvorfor i alverden er det også en statsopgave at understøtte den slags? I mine øjne er det blot endnu et argument for at adskille kirke og stat til fordel for en religionsneutral ordning, hvor ethvert trossamfund finansierer sig selv 100 procent, så alle frivilligt skal vælge til, om de ønsker at bidrage til en specifik tro og trosudlægning eller ej. Trosfæller kan finde sammen i de trossamfund, de vil, og tro det, de vil – de kan have kvindelige forkyndere, hvis de vil, eller de kan holde strengt på, at kun mænd eller kun kvinder kan varetage specifikke embeder og funktioner. Men det må i alle tilfælde være op til den enkelte selv frivilligt at vurdere, om det er holdninger og trosudlægninger, man ønsker at støtte økonomisk og/eller praktisk eller ej - i stedet for selektive medlemsordninger og økonomisk statsstøtte.