Ingen kan fortænke folk i at forlade den synkende skude, Ny Alliance, men det er en temmelig bemærkelsesværdig mangel på et minimum af politisk redelighed, som Malou Aamund udviser, når hun tager turen over i Venstre og tilmed begrunder sit partiskifte på den måde, hun gør. Det er naturligvis ikke helt ukorrekt, når hun fastslår: »Der er mange forudsætninger, der skal til for at skabe et politisk parti. De forudsætninger var ikke til stede. Der skulle have været enighed blandt stifterne, der skulle have været en klar politisk profil. Det var der ikke.« (Politiken.dk, 5.2.2008). Men endvidere udtaler hun: »Jeg tog beslutningen i weekenden. Jeg var meget uenig i, at Ny Alliance anlægger en 'alt eller intet strategi', i asylforhandlingerne. Faktisk er jeg meget på linje med integrationsminister Birthe Rønn Hornbech i den sag.« I virkeligheden en temmelig selvafslørende udmelding: Faktum er, at der er milevidt af politisk ørkenvandring fra Ny Alliances (oprindelige) asylpolitiske gennembrud og de meldinger, partiet kom med før og under valgkampen i 2007, og så til de mikro-justeringer, Rønn Hornbech har fået igennem på Dansk Folkepartis nåde. Derfor er det enten 1) rent spil for galleriet, når Malou Aamund, først når Ny Alliance er i overlevelsesvanskeligheder, pludselig har en helt anden asylpolitik end den, hun tilsluttede sig for få måneder siden (og som var afgørende for hele partiets dannelse), eller 2) et himmelråbende udtryk for den manglende politiske rygrad, som desværre kendetegner ikke så få levebrødspolitikere, der dybest set kun går efter dét sted, hvor en ledig taburet er mest sandsynlig. Ikke mindre pinligt bliver det, når hun således ifølge Politiken.dk nu understreger, at hele den fornyelse, som Ny Alliance blev dannet på, allerede er at finde i Venstre ... Så kan det vist ikke blive mere tykt? At gå ind i et helt nyt parti, der brager gennem mediemuren og legitimerer sig med at behovet for at reformere det borgerlige midter-spektrum og sende Dansk Folkeparti mest muligt uden for indflydelse - og så med ét mene, at fornyelsen findes i Venstre med bindingen til Dansk Folkeparti 100 procent intakt? Og for at træde den helt ud tilføjer hun sågar: »Og igen - det der med at definere sig selv i modpol til noget andet, synes jeg er noget underligt noget.« Nu er det spørgsmålet, om det nogen sinde har været en rimelig karakteristik af Ny Alliance, at partiet blot var defineret som »modpol« - men hvis Malou Aamund altså mener, at dét var tilfældet, gad vide hvorfor det så ikke også var noget »underligt noget«, da hun skulle med i et nyt parti, som dengang havde kolossal medvind? Nej, i modsætning til Gitte Seeberg, der beholdt sin politiske integritet til det sidste, er Malou Aamund blot sprunget efter en taburet. Uden rygrad.