Undertegnede havde en lettere forkortet version af nedenstående indlæg i Berlingske Tidende i påsken - om en efterhånden nogle uger gammel kovending, men jeg skal ikke snyde nogen her på bloggen for også at stifte bekendtskab med indlægget i sin fulde ordlyd: Villy Søvndals kovending i karikaturkrisen er blevet fremhævet som en flot selverkendelse og et tiltrængt »selvopgør« på venstrefløjen. I stikordsform har mange bemærket, at Søvndal først fandt Muhammed-karikaturerne »befriende«, dernæst »ondskabsfulde« og siden »nødvendige«, for han er vel »blevet klogere«? Et nærmere blik på forløbet viser imidlertid, at Søvndals kovending er politisk spin og manipulation. December 2005: I et euforisk indlæg betegner Søvndal Jyllands-Postens offentliggørelse af JP-karikaturerne som et »befriende« udtryk for »demokratiets fortsatte vitalitet«. Januar 2006: Uden forklaring skifter han holdning og roser i Folketinget statsministeren for at have udtalt til arabisk tv, »at han aldrig ville fremstille Muhammed, Jesus eller andre religiøse skikkelser på en måde, så han krænkede andre mennesker.« Søvndal, der en måned tidligere selv jublede over karikaturerne, tilføjer sågar spidst, at Fogh har været for længe om at beklage krænkelsen: »Det ærgrer mig, at det ikke kom noget før.« Februar 2006: I Information påpeger han nu, at krænkelsen rammer langt bredere blandt muslimer end blot fundamentalister og diktatorer, og at han ser det politiske klima i Danmark som en faktor bag krisens dynamik: »Muslimer har i Danmark fået prædikater som underlegen civilisation og kræftceller. Alle udenlandske kritikere har fået at vide, at de skulle blande sig uden om. Det betaler vi for nu.« Marts 2006: I en fælleskronik skriver Søvndal og Holger K. Nielsen, at skadevirkningerne af JP-karikaturerne »i al deres lige dele stupiditet og ondskabsfuldhed« vil »kaste mørke skygger over Danmark« i årevis: »Det gælder selvfølgelig det helt åbenlyse spørgsmål om integration og retorik i den danske indvandrerdebat.« Endvidere fastslås det, at terrortruslen som følge af JP's provokation er »markant øget«, og konklusionen lyder: »På få måneder eskalerede et pubertært avisindlæg i en dansk provinsavis til en international krise.« To år forløber. Februar 2008: Optøjer bryder ud i flere danske bydele. Ifølge unge med etnisk minoritetsbaggrund er afsættet en protest mod politichikane og politivold - en fremstilling, som følges op af SSP-politibetjente, og som politidirektør Hanne Bech Hansen tager meget alvorligt, men snart glemmes igen. I mellemtiden kommer sagen om mordplaner mod karikaturtegneren Kurt Westergaard, og en række aviser genoptrykker hans Muhammed-karikatur. Hizb-ut-Tahrir demonstrerer og får Søvndal til at tordne: »Gå ad helvede til.« Det er blevet 20. februar. Hvad mener Søvndal nu om karikaturkrisen efter et par turbulente uger? Intet har ændret sig, og skønt han presses hårdt af Ralf Pittelkow, trækker han heller ikke sin afstandtagen tilbage i P1-debatten 22. februar. Nej, der går såmænd endnu en uge, hvor SF soler sig i fremgang og skulderklap fra partiets politiske modstandere. Det her er stort - kan det blive større? Det kan det. Skønt intet principielt nyt er hændt i relation til karikaturkrisen i 2005-06, bedyrer Søvndal en uge efter P1-debatten pludselig, at han har ændret holdning til Muhammedkarikaturerne - igen. Nu hedder det ikke længere, at offentliggørelsen var »ondskabsfuld«, men derimod »nødvendig«, og til Altinget.dk bagatelliserer han sin tidligere afstandtagen med følgende forklaring: »Jeg blev i tvivl om, hvor det hele ville ende, da Jyllands-Postens Flemming Rose ville indgå et samarbejde med en iransk avis om at trykke satiretegninger over Holocaust.« Det var således i »kampens hede«, at han kom til at skifte fra begejstring til afstandtagen over for JP i 2006? Gad vide, hvorfor det så sker lige nu, to år senere? Og hvorfor ikke, da Pittelkow pressede ham ugen forinden i P1? Og mener Søvndal så heller ikke længere, at terrortruslen er øget? Mener han ikke længere, at der oprindelig var tale om en provokation, der ramte mange flere muslimer end blot islamister, og som derfor i bedste fald var et kontraproduktiv nedslag i et længerevarende antimuslimsk klima? Det er svært at svare på med Søvndals kovendinger in mente. Men ét står klart: Var det virkelig Roses holocaust-karikatur-idé, der i 2006 fik Søvndal til at tage afstand fra Muhammed-karikaturerne i kampens hede, som han nu forklarer og fortryder? Nej. Rose fremlagde sine planer om at offentliggøre holocaust-satire 8. februar 2006 på CNN, men Søvndals afstandtagen fra Muhammed-karikaturerne var allerede en realitet i Folketinget 31. januar og blev uddybet i Information 3. februar. Summa summarum: Er Søvndal blevet klogere på karikaturkrisen? Nej. Søvndal er blevet klogere på kalkuleret spin og manipulation. Og nok gavner det SF's fremgang - men det cementerer også det antimuslimske klima og styrker DF's dagsorden. [OBS: Til nye (og gamle, men glemsomme) debattører - Læs Politikens debatregler]