Som led i partiets forvandling har SF bebudet, at man fremover også vil stemme for finansloven, uanset hvor uenig man måtte være. Det er blevet mødt med anerkendende ord, fordi det menes at være meget "ansvarligt" af SF. Regeringens skattestop og den skæve fordelingspolitik vil stadig væk få nogle kritiske SF-ord med på vejen, inden finansloven vedtages - men man blåstempler alligevel hele molevitten og stemmer for i den sidste ende. SF's nye finanslovskurs betyder imidlertid ikke, at partiet er hverken mere eller mindre reelt ansvarligt end tidligere, for det kan aldrig have været uansvarligt at tilkendegive sin kritik af et lovforslag ved at stemme imod - så kan man lige så godt stemme for et hvilket som helst lovforslag, der er flertal for i forvejen. At tildele finansloven denne særstatus ville kun give mening, hvis Danmark rent faktisk gik i stå, medmindre alle partier stemte for, hvilket er absurd - ja, selv hvis der slet ikke kan findes et flertal for finansloven inden finansårets begyndelse, vedtager man en midlertidig bevillingslov, og så fortsætter forhandlingerne, indtil den kommende finanslov er forhandlet på plads, og et flertal er opnået - det var f.eks. tilfældet for finansåret 2008. I praksis vil SF dog i reglen blot komme til at stemme for en finanslov, der er flertal for i forvejen. Den eneste reelle betydning af at stemme for en finanslov, som SF er uenig i, er, at partiet har accepteret nogle metafysiske spilleregler for, hvornår bestemte politikere og kommentatorer vil 'acceptere', at man er et "ansvarligt" parti. En mønster-elev. Det er lidt à la mænds slips - uden slips, er manden ikke rigtig inkluderet i den mandlige del af Magt-Danmark, som omfatter mandlige forretningsfolk, officerer, ministre og tv's nyhedsstudieværter m.fl. Slipset har selvsagt ingen som helst praktisk betydning overhovedet, men knuden om halsen er et vigtigt signal. Det kan selvfølgelig være udmærket i nogle sammenhænge at kommunikere budskaber via "signaler" af den ene eller anden art, hvis det betyder, at man kan koncentrere opmærksomheden ekstra om en specifik problemstilling, men problemet opstår, når politiske signaler bliver alfa og omega på bekostning af politisk substans. Når SF stemmer for finansloven, signalerer partiet, at det er blevet "voksent og ansvarligt", fordi nogle har vedtaget, at det er sådan, et voksent og ansvarligt parti bør reagere - men den politiske substans fortoner sig. Hele korpset af regeringsloyale politiske orakler, som public-service-stationerne henvender sig til i underdanige mikrofonholder-interviews (Ralf Pittelkow, Henrik Qvortrup, Thomas Larsen osv.), retter på slipset og nikker anerkendende. Hvorfor egentlig? Fordi Pittelkow & Co. i virkeligheden er SF'ere, der inderst inde glæder sig over, at partiet er kommet regeringsdeltagelse nærmere? Naturligvis ikke. De anerkendende skulderklap kommer, fordi også signalpolitikken i stigende grad føres på regeringens præmisser og cementerer business as usual. Det politiske konsensus-tog med Fogh og Kjærsgaard i lokomotivet styrkes.