Det Radikale Venstres landsformand, Søren Bald kritiserer Anders Samuelsen og Naser Khader for at beholde henholdsvis deres folketings- og europaparlamentsmandat, efter at de har forladt deres gamle parti og stiftet Ny Alliance. Bald påpeger, at Khader 'kun' fik 7403 personlige stemmer ved folketingsvalget i februar 2005 i Østre Storkreds, hvilket ikke ville have fået ham valgt som løsgænger. Heller ikke Samuelsen ville være kommet i Europaparlamentet alene på sine personlige stemmer, hvorved de altså begge har deres mandater på baggrund af tusindvis af vælgere, som ikke har stemt på de to herrer, men derimod har stemt direkte på Det Radikale Venstre eller andre af partiets kandidater. Det er »uetisk«, siger Bald. Spørgsmålet er så bare - ud fra hvilken »etik«? Det er for det første meget almindeligt, at partiudbrydere beholder deres mandat – og alt andet ville i alle tilfælde være uhyre uklogt. Den samme diskussion stod f.eks. om de fire udbrydere fra Fremskridtspartiet, der dannede Dansk Folkeparti i 1995, men blev siddende i Folketinget på de stemmer, de havde fået som kandidater for Fremkridtspartiet. For det andet er der næppe tvivl om, at ikke mindst Khader ville få et betydeligt højere personligt stemmetal, hvis der var valg i dag, og at Ny Alliance har trukket en lang række vælgere med sig fra Det Radikale Venstre. Om det nye parti kan bevare denne medvind helt frem til valget, er en anden sag, men Bald ved lige så lidt som nogen anden, hvor mange af dem, der stemte radikalt i 2005, der ender med at gå til Ny Alliance til næste folketingsvalg. I den forbindelse er det helt ligegyldigt, om Khader fik 70, 7.000 eller 70.000 stemmer i 2005 – dét fortæller intet om, hvor de pågældende vælgere står i dag. Og derfor er der heller ikke nogen vedtagen etik, der siger noget som helst indlysende om, at et folketingsmedlem ikke må flytte sig i mellemtiden. Hvis noget rent faktisk er vedtaget, er det Grundloven, og her fremgår det netop, at folketingsmedlemmer ikke er bundet af andet end deres egen overbevisning: »Folketingsmedlemmerne er ene bundet ved deres overbevisning og ikke ved nogen forskrift af deres vælgere.« (§ 56). Det korte af det lange er, at »etik« ikke er noget trylle-ord, som man kan kaste på banen udefineret som om, der eksisterer en absolut etisk facitliste. Det gør der ikke - heller ikke for parlamentarikeres gøren og laden ved et partiskifte. Khader, Samuelsen & Co. ville ligesom i sin tid Kjærsgaard, Skaarup & Co. først have et problem, hvis de omvendt rettede ind efter en partilinje, de ikke (længere) kunne stå inde for og derved enten blev i et forkert parti eller nedlagde deres mandat. I så fald ville de lige præcis have forbrudt sig mod dét, de rent faktisk har forpligtet sig til og skrevet under på - Grundloven: Alene at være bundet af sin overbevisning. Hvis der er nogen af dagens folketingspolitikere, der har et problem, der snarere kunne hævdes at være »uetisk« i denne sammenhæng, måtte det være den eller dem, som underkaster sig en partilinje og stemmer imod deres overbevisning i folketingssalen - og som bliver i partier, som de inderst inde har brudt med. Nu kan man sige, at Grundloven er én ting, »etik« noget andet - men så må man også forklare, hvori etikken består - og frem for alt forklare, hvorfor i alverden det skulle være mere etisk korrekt at gå imod sin overbevisning for at tage hensyn til en partilinje?