Den ene meningsmåling efter den anden skriver nyhedshistorier. I årevis har f.eks. regeringen og oppositionen ligget med plus/minus et par mandater fra flertallet - med klart den hyppigste overvægt i regeringens favør - til tider har udsvingene været lidt større. Mestendels flyttes mandaterne dog inden for blokkene (eller de mandater, der flyttes på tværs af blokkene, udlignes i nogen grad af hinanden). Naturligvis sker der historiske udsving, som bider sig fast - valget i 2001 er et eksempel herpå, og lige siden har VKO haft flertal ved hvert eneste valg, uanset om meningsmålingerne i mellemliggende perioder af og til har peget i en anden retning. Mest markant var udsvinget i en ny retning vel i de 'glade' Ny Alliance-dage, da det nye parti tordnede frem og i en forholdsvis stabil periode lå til at skabe en helt ny flertalssituation i dansk politik. Det holdt som bekendt ikke, da man begyndte at sælge ud, og situationen fra 2001 fortsætter derfor til stadighed. Det vidner imidlertid om medie-træghed, at man igen og igen kan gøre den ene meningsmåling efter den anden til en historie. Ikke sjældent er udsvingene på så få mandater og den statistiske usikkerhed tilsvarende så stor, at det er komplet upålideligt at forholde sig til enhver påstået 'forskydning'. Men alle gør det: Politikere, kommentatorer og presse i ét væk. Oppositionen kan så fejre en meningsmåling, der giver dem et par mandaters overvægt, selv om det hele let kan bortforklares ved den indbyggede usikkerhede (der naturligvis både kan bunde i, at overvægten reelt er endnu større, eller at den slet ikke eksisterer) - og uanset hvad: Regeringen er i alle tilfælde den samme, for en meningsmåling er ikke et valg. Som bekendt kan blot tre ugers uforudsigelig valgkamp også ofte vende op og ned på selv mange måneders tilsyneladende 'tendenser', og al virakken om meningsmålingerne indtil da fortaber sig derfor i det lange løb i ligegyldigheden. Med andre ord: Meningsmålinger er i langt de fleste tilfælde fuldkommen uinteressante og insignifikante - men et stort antal analyseinstitutter lever altså af dem (og af at partierne og pressen tager dem dødsensalvorligt). De værste type pressehistorier er dem, der konkluderer med bred pensel, at "danskerne mener" sådan og sådan, eller at "danskerne vil" dit og dat, fordi X procent siger ja til noget, som færre p.t. siger nej til - eller omvendt. Mere hen i vejret kan det ikke blive. Danskerne mener intet som helst, for "danskerne" er en ren abstraktion. Sågar konstruktionen "et flertal af danskerne mener", er ofte misvisende - for den type "ja" og "nej" spørgsmål, som en sådan udlægning gerne baserer sig på, er i allerhøjeste grad afhængig af spørgsmålets formulering, og af at komplekse spørgsmål reduceres ad absurdum. Selvfølgelig findes der en type spørgsmål, som vitterlig kan reduceres til "ja" eller "nej" uden at gribe særlig meget ind i andre problemstillinger - men den type spørgsmål er meget få. I et hav af undersøgelser peger svarene derfor snarere i øst og vest, fordi det, som flertallet ønsker i den ene undersøgelse, kolliderer direkte eller indirekte med, hvad flertallet ønsker i en anden, simpelthen fordi alle spørgsmål har komplekse forudsætninger og konsekvenser, som meningsmålingernes svar slet ikke tager højde for. Og så tilbage til overskriften på nærværende indlæg: "Danskerne vil have lempeligere udlændingeregler." Det kunne godt have været overskriften på en pressehistorie om en nylig Vilstrup-undersøgelse, der viser, at 49 procent af de adspurgte mener, at regeringen bør følge EF-domstolens afgørelser og lempe udlændingeloven, mens 39 procent ønsker at fastholde den nuværende udlændingepolitik. Faktisk er Politiken.dk-overskriften på historien tæt på, men en smule underspillet: "Danskerne vil ændre udlændingeloven." Ser vi bort fra undersøgelsens overraskende resultat - som for en gangs skyld begrunder historiens prioritering - er det selvfølgelig lige så forkert en overskrift, som hvis undersøgelsen havde haft det modsatte resultat. "Danskerne" vil nemlig hverken det ene eller andet - "danskerne" er en abstraktion, der ikke kan "ville" noget som helst. Når dette er relevant at bide mærke i - og i særdeleshed er relevant i forhold til den pågældende undersøgelses resultat - hænger det sammen med to ting: 1) Det illustrerer den nævnte pointe: abstraktionens generelle absurditet; og 2) det illustrerer den konkrete absurditet i Dansk Folkepartis tilbagevendende insisteren på at tale på "danskernes" vegne. Ligesom medier bør præsentere meningsmålinger varsomt, forbeholdent og sjældent(!), fordi de ganske enkelt i hovedreglen er ligegyldige og tvivlsomme øjebliksbilleder, som skygger for substantiel politisk diskussion, ignorerer forudsætningerne og konsekvenserne (og derfor fortegner de overordnede problemstillinger), bør læren af abstraktionen i det foreliggende tilfælde (og i det hele taget) medvirke til at hamre en pæl gennem Dansk Folkepartis selviscenesættelse som repræsentant og talerør for abstrakter à la "nationen", "folket" og "danskerne". Partiet kan have et flertal bag sig i nogle konkrete og isolerede spørgsmål, et flertal mod sig i andre, men trods gode valgresultater er der endnu et stykke vej til, at partiet kan prale af at have et flertal bag sig i så mange spørgsmål, at de 14-15 procents vælgertilslutning vokser og overstiger 50 procent. Og hvad enten DF eller andre partier så får 15, 25 eller 55 procent af stemmerne - de kommer aldrig nogen sinde til at repræsentere fiktionen "danskerne", og enhver påstand om at agere talerør for denne fiktion er i bedste fald uredeligt humbug.