I en kronik i dagens Politiken kritiserer politibetjent Andreas Nordborg Frisch Kiær avisen for at tage de autonomes parti og skjule omfanget af den brutale virkelighed, som politiet står over for i konfrontationer med unge fra det såkaldt autonome miljø. Kiær mener således, at Politikens dækning har ændret sig markant den senere tid: »Hvor det i ugerne efter rydningen af Ungdomshuset ikke skortede på ros til politiets ledelse og ikke mindst til de betjente, som var på gaden til de efterfølgende optøjer, har tingene efterhånden taget en noget anderledes drejning. I hvert fald i Politikens behandling af emnet.« Omdrejningspunktet er Politikens artikel og den tilhørende fotoserie, der i maj dokumenterede, at en betjent i civil tog kvælertag på en demonstrant (20.5.2007). Det, der undrer Kiær, er, at de 29 anholdelser, der blev foretaget ved samme lejlighed, næsten ingenting fylder i avisen - selv om han medgiver, at politiets Flemming Steen Munch citeres »for at sige, at demonstranterne kastede med flasker og sten«. Kiær konkluderer, at eftersom ingen udenforstående citeres for denne observation, er der tale om »et meget godt trick fra avisens side for at få det til at fremstå, som om de eneste, der oplevede de voldsomme uroligheder, var politiet selv«. Kiær er af indlysende grunde frustreret over, at han og hans kolleger under gentagne optøjer er mål for en livsfarlig brostensregn og kast med brandbomber og spidse jernspyd. For, som han bemærker, er politiet jo slet ikke en del af den konflikt, der har udløst balladen: »Problematikken omkring Ungdomshuset er jo ikke politiets skyld. Problemerne stammer fra nogle dårlige dispositioner, dengang huset blev sat til salg.« Intet kunne være mere rigtigt (læs om disse dispositioner her: Ungdomshuset kontra Faderhuset - forhistorien). Men dér, hvor betjenten mister forkus og proporitonssans, er, når han beskylder Politiken for »bevidst manipulation« og ligefrem spørger: »Hvornår blev politiet Politikens modstandere?« Eller når han hævder, at avisen »udelukkende« tager parti mod betjentene, »blot fordi der måtte være ekstra læsere i den holdning«. Hvad avisens motiv for noget sådant skulle være, står da heller ikke klart - »ekstra læsere« er i hvert fald ikke et godt bud. Det turde vel trods alt være indlysende, at kun meget få sympatiserer med brostenskast og brandbomber mod politiet. Eller at nogen skulle være mere motiverede til at købe avisen, hvis dens holdning vitterligt var udelukkende at tage parti mod betjentene. I virkeligheden burde det vel ikke undre Kiær, at efter medierne i ugevis har rost politiet i ét væk, er der trods alt også nogle, som vender kritikken mod ordensmagten, når der kommer fotodokumentation for politivold på bordet, og når en række vidneudsagn om politiprovokationer hober sig op. Når en fotograf ganske klart dokumenterer, at en betjent i civil tager kvælertag på en demonstrant i en situation, hvor intet tyder på nødværge eller tilfældigt uheld, er det indlysende overordentlig relevant at få frem. Naturligvis er det fuldt ud menneskeligt og forståeligt, at betjente både frustreres og måske også af og til bliver uansvarligt aggressive efter at have været udsat for jernspyd, molotovcocktails og brosten. At politiet er ualmindelig godt polstret bag beskyttelsesudstyr betyder ikke, at det ikke kan gå galt, og en betjent kan i værste fald risikere liv og førlighed. Men det ene undskylder ikke det andet. Og hvor utaknemmeligt det end er i sådanne situationer at være politi, så er dét, der nu engang adskiller en retsstat fra en politistat, at politiet til hver en tid skal holde sig 100 procent inden for rammerne af beføjelser og lovgivning, der helst skulle være skruet sammen for at undgå magtmisbrug af enhver art - og at de spilleregler naturligvis også skal overholdes af ordensmagten, når andre borgere ikke gør det. Det er ikke et forsvar for den brutalisering, der er eskaleret i dele af miljøet fra det hedengangne ungdomshus, men en konstatering af at ordensmagtens (og al anden institutionaliseret magts) magt ganske enkelt netop handler om og hviler på rammerne og spillereglerne for magtudøvelse. Derfor må og skal det være en afgørende del af selve pressens eksistensberettigelse at afdække og dokumentere risikoen for magtmisbrug til enhver tid - også når det f.eks. drejer sig om et voksende antal dræbte som følge af skud fra politiets tjenestepistoler eller ulovlig politibrutalitet. Og det hører med til billedet, når mediebalancens vægtning skal vurderes, at hverken Politiken eller andre medier mig bekendt på nogen måde har holdt sig tilbage med at skildre bronstenkastende unge - hverken før eller siden.