Morten Helveg Petersen, der for få år siden var partileder-potentiale hos de radikale, har netop tabt kampvalget – ikke om at blive ny partileder, for dét løb var allerede kørt til Margrethe Vestagers fordel, men om at blive ny toer (og dermed muligvis en slags kronprins i tilfælde af et nyt lederskifte engang i fremtiden). Spørgsmålet er måske så, hvornår Helveg, der er Naser Khaders gode ven og nærmeste politisk allierede, udvandrer til Ny Alliance? Marianne Jelveds afgang og Helvegs nederlag betragtes som en sejr for venstrefløjen i partiet – hvilket det vel også er med Vestager og Østergaard i spidsen. Men som altid i det parti, der i en del årtier har været både-og-partiet par excellence, stritter udviklingen i flere retninger. Morten Helvegs nederlag til fordel for Morten Østergaard er en velkommen udvikling for enhver, der måtte skimte efter tegn på humanistiske nybrud i de seneste par måneders politiske bølgegang på tværs af partierne. Til gengæld indebærer »venstredrejningen« af Det Radikale Venstre paradoksalt nok muligheden for, at partiet kan pege på Anders Fogh Rasmussen som statsminister efter næste valg – hvis Dansk Folkeparti mister sin nøgleposition eller kasseres af Fogh. Det sker godt et år efter, at den afgåede partileder, Marianne Jelved karakteriserede samme Foghs virke under karikaturkrisen som »arrogant«, »uværdig«, »pinligt« og en »dyb, dyb ulykke« for Danmark (Jf. Berlingske Tidende, 12.3.2006). Marianne Jelveds største fortjenester i dansk politik var netop hendes opgør med Fogh og regeringens fremmedfjendske politik (et opgør, som hun intensiverede år for år, siden VKO kom til magten) samt dét strategiske træk, som så mange imidlertid undsagde hende for: at hun turde stille ultimative krav til Socialdemokraterne. Fra et humanistisk perspektiv er der da heller intet afgørende vundet ved passivt at skifte statsminister fra Fogh til Thorning-Schmidt. Derfor er det nødvendigt at tvinge Socialdemokraterne til et mere markant kursskifte, ikke mindst på indvandrer- og flygtningeområdet, fordi det nu engang stadig væk er dér, det primære slag i kulturkampen udkæmpes i disse år. Men det gør man ikke som SF ved at agere halehæng og mere eller mindre sikre en automatstøtte til den aktuelle socialdemokratiske statsministerkandidat. Det gør man kun via ultimative krav, som socialdemokraterne naturligvis ikke kan afvise efter et gunstigt valgresultat - uanset hvor meget de så ellers afviser dem før. Med Margrethe Vestager som ny partileder og Morten Østergaard som ny toer, er der tale om et skifte, der altså på samme tid bevæger de radikale politisk endnu længere væk fra Fogh - og strategisk endnu tættere på Fogh. Og det er selvfølgelig ikke en »god dag« for Socialdemokraterne, som Helle Thorning-Schmidt hævder. Det er derimod endnu en dårlig dag for Socialdemokraterne, der i begge tilfælde bliver de store tabere, fordi de Thorning-Schmidt har bevæget sit parti strategisk lige så langt væk fra Fogh, som hun har bevæget det politisk i retning af Fogh. Altså en politisk-strategisk bevægelse stik modsat de radikales. Det gør det ikke lettere at se kombinationen af S og R som realistisk regeringsalternativ efter næste valg. Hvis Socialdemokraterne på nogen måde skal komme tilbage i offensiven i dansk politik kræver det et kursskifte og et formandsskifte. Og jo længere det trækker ud, desto værre bliver det.