»For mig at se er kærlighed det bedste middel til integration.«Mehmet Ümit Necef, lektor ved Center for Mellemøst-studier, Syddansk Universitet (Politiken, 17.6.2007) Der er ikke ret meget i livet, hvor kærlighed ikke er udslagsgivende for lykke og trivsel - så: Ja. Til gengæld er jeg ikke enig med Necef i, at fordi flere indvandrere gifter sig med danskere, er det nødvendigvis et resultat af regeringens stramme udlændingepolitik, herunder 24 års reglen. Det kunne ligne regerings-tro ønsketænkning. Hvad siger tallene? At 62,7 procent af alle indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande fandt deres ægtefælle i udlandet i 2001, hvor det i 2006 var 37,8 procent. Karakteren af - eller kærligheden i - disse ægteskaber, aner vi intet som helst om. Politikens overskrift til historien i dagens avis gør tilmed gisningerne ekstra absurde: »Hvorfor gifter Fatima sig ikke mere med sin fætter?« Ud fra disse tal alene, kan vi intet vide om, hvorvidt der er flere eller færre 'kærlighedsægteskaber' eller ej, og vi kan heller ikke ud fra de angivne tal alene vide spor om, hvorvidt fiktive 'Fatima' gifter sig med en 'fætter', der er bosat i Danmark i stedet for en 'fætter' fra udlandet. Ifølge Mustafa Hussain, der er lektor på Center for Kulturstudier ved Roskilde Universitetscenter, fortæller tallene blot, at der foregår en helt normal sociologisk udvikling. Men selv om udviklingen er parallel med et sociologisk normalbillede, kan vi ret beset heller ikke vide ud fra pågældende tal alene, at det ikke er 24 års-reglen, der tilfældigvis skaber et sammenfald med, hvad vi også i normalbilledet måtte forvente, eller ej. Det kunne således ligne regerings-kritisk ønsketænkning. Hvad vi kan vide ud fra de tal, historien her beskæftiger sig med (og som de pågældende kommenterer på), er, at 62,7 procent af alle indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande fandt deres ægtefælle i udlandet i 2001, hvor det i 2006 var 37,8 procent. Punktum. Men det bliver der jo ikke en 'historie' ud af. Og da det er noget vanskeligere at smide en spektakulær overskrift på Mustafa Hussains kedelige påpegning af en normal sociologisk udvikling, vælger man Necefs vinkel - og giver den et ekstra pift. Og vupti - så har vi en historie om Fatima og hendes fætter ...