Med Ritt Bjerregaards afgang som overborgmester i København har Helle Thorning-Schmidt mistet en generende magtfuld socialdemokrat, der bl.a. gennem initiativet Den Røde Skole forsøgte at præge Socialdemokraterne i en retning, der ikke altid overlappede partiets landsledelse, og som på en række punkter var udtryk for en mere offensiv oppositionspolitik på landsplan end Thorning-Schmidts tilnærmelser til VKO's kurs. Det kan blive et historisk nyt felt at manøvrere i for en kommende socialdemokratisk overborgmesterkandidat, eftersom partiet reelt risikerer at miste overborgmesterposten, der nærmest har været socialdemokratisk ejendom. Med Bjerregaards afgang er mulighederne sprængt åbne, og det er utvivlsomt ekstra fristende for såvel Socialdemokraterne som de borgerlige partier at lede efter en kendt og bredtappellerende spidskandidat, der kan udfordre SF's Bo Asmus Kjeldgaard, der er en erfaren lokal toppolitiker og har SF's fremgang i ryggen - for et år siden stod S og SF lige i Københavns Kommune ifølge en Gallupundersøgelse. København kan med andre ord blive et frontopgør, ikke blot i det kommunalpolitiske barometers måling af de landspolitiske styrkeforhold til efteråret, men også i forhold til den landspolitiske strategi for flere partier på længere sigt. Hvis Socialdemokraterne finder en spidskandidat, der ligger tættere på partiets ledelse og dermed tættere på VKO's politiske kurs, vil indsnævringen af den landspolitiske spændvidde blive yderligere cementeret, hvorimod en socialdemokratisk overborgmesterkandidat med en politisk profil, der bl.a. trækker selvstændigt i retning af større social og etnisk inklusion (og dermed uundgåeligt udstikker en anden kurs end Thorning-Schmidt & Co.) bevare en dør på klem for et andet og mere offensivt socialdemokrati. Valgsituationen er naturligvis en anden i hovedstaden end på landsbasis - dels giver kommunalvalget stemmeret til flere indvandrere, som ikke kan stemme landspolitisk, og dels giver den sociale og etniske sammensætning af hovedstaden andre typer problemer og andre styrkeforhold. Men dermed giver hovedstaden også i nogen grad et billede af fremtidens Danmark, hvor sociale problemer og ulighed generelt er tiltagende, og hvor befolkningsandelen af borgere med ikke-dansk etnisk herkomst i alle tilfælde vokser. Det kommunale selvstyre er selvfølgelig begrænset, men hovedstadens toppolitikere har en særlig mulighed for at sætte en politisk dagsorden, hvis visionerne og gennemslagskraften er til stede. Det kunne måske genskabe en smule dynamik i den politiske forudsigelighed, hvis det også blev en anden og mere inkluderende politisk dagsorden end den herskende på Christiansborg.