Henrik Fogh Rasmussen er forfatter til den borgerlige tænketank Cepos’ første bogudgivelse, som en række eksperter kritiserer for at være et lidt for rosenrødt glansbillede af USA under titlen Amerikanske tilstande. Faktisk hævder de, at der er adskillige fejl, manipulationer og tendentiøse fortolkninger i bogen, som er gennemgået over 2-3 sider i Nyhedsavisen (18.6.2007). Professor Niels Bjerre-Poulsen fra Center for Amerikanske Studier, Handelshøjskolen: »Ofte er han sprogligt manipulerende, og flere af de historiske oplysninger om eksempelvis baggrunden for privat våbenbesiddelse er fordrejede eller direkte forkerte. Det virker som om, han ikke har været tæt nok på de fattige amerikaneres virkelighed. Hvis bogen udkom i USA, ville mange amerikanere ikke kunne genkende hans rosenrøde billede af for eksempel sundhedsvæsnet eller de sorte ghettoer.« ( www.avisen.dk, 18.6.2007). Lektor på Syddansk Universitet Martin Hvidt, der underviser i samfundsvidenskabelig metode, udtaler: »Du vil ikke kunne bestå en opgave på universitetet, hvis du laver den type fejl, som der er i bogen.« ( www.avisen.dk, 18.6.2007). Lektor i amerikansk historie og samfundsforhold på Københavns Universitet, Carl Pedersen: »Det er manipulation. Han er ude i et ideologisk ærinde om en minimalstat, og så har han bagefter forsøgt at få tallene til at passe til konklusionen. Jeg er enig i, at Danmark kan lære mange ting af USA, for eksempel om indvandring. Men han jonglerer med tallene, indtil han får et overordnet billede, der ikke stemmer med virkeligheden.« ( www.avisen.dk, 18.6.2007). Visse steder går kritikerne dog i for små sko. Når man f.eks. kritiserer forfatteren for at sammenblande tallene for internet brugere og folk med internet adgang, er det vist ikke videre udslagsgivende. Men hvis kritikerne har ret i deres fremlæggelse af bogens indhold i øvrigt, er det mest problematiske i mine øjne det vildledende skønmaleri af sundhedsvæsnet og de fattiges forhold i USA. Jeg har dog ikke læst bogen og vil derfor ikke tage stilling sandhedsværdien heraf, men dog knytte en kommentar til en vinkel, som Henrik Fogh Rasmussen har anlagt i forbindelse med lanceringen af bogen. Fogh Junior peger her på, at der er amerikanske sorte, der har klaret sig godt – f.eks. kommer tidligere udenrigsminister Colin Powell fra Bronx. I et interview ved bogens lancering udtalte han således: »Der vil altid være en social arv. Men de motiverede har kæmpe muligheder for at nå langt og få succes i Amerika. Condoleezza Rice voksede op i et raceadskilt Alabama, Colin Powell i the Bronx, handelsminister Gutierrez er flygtning fra Cuba. Det er en myte, at noget strukturelt i det amerikanske samfund holder de svageste nede. Det afviser jeg fuldstændigt.« (Politiken, 9.6.2007). At der er nogle sorte, der har klaret sig godt, betyder selvfølgelig ikke i sig selv, at dermed er forholdene tilnærmelsesvist lige, eller at der ikke er strukturelle faktorer, som betinger og fremmer diskrimination, og som kun meget få »motiverede« af de mest marginaliserede sorte har nogen rimelig chance for at sætte sig ud over (som om de fattigste bare er »umotiverede«). Jacob Holdt påpeger i en længere kommentar til sin seneste udstilling i Øksnehallen, ( Ghettoen i vore hjerter, at det f.eks. som regel er betydeligt lettere for udefrakommende sorte end for indfødte sorte at få succes i USA. Han giver et bud på, hvorfor: »Lad os prøve at forstå hvorfor det er så let for sorte, der kommer fra andre samfund, at få succes i USA, når det er så svært for de sorte amerikanere. De fleste vestindiske sorte bor på østkysten fra Washington DC til Boston. Der har de en uforholdsmæssig stor del af sorte topstillinger og ikke få er internationalt kendte som Belafonte og udenrigsminister Colin Powell. Deres kvarterer i Brooklyn ligner mest italienske, polske eller irske kvarter med rene gader, blomstrende forretningsliv, næsten ingen på overførselsindkomster, mange ejerboliger og flere unge i universitet end i fængsel. Men går vi ind i de indfødte sortes kvarterer i Harlem og Bronx ser vi straks den hvide racists stereotype ghettobillede af beskidte gader, smadret glas og affald overalt, udbrændte butikker. I mange ghettoer ejes de få butikker, der er tilbage nu om dage, af folk der bor udenfor ghettoen. Ca. 40% får socialhjælp og flere unge er i fængsel end på universitetet.

Her begynder vi at forstå den enorme skade vi påfører de amerikanske sorte. For vi indser nu at dette intet har at gøre med race eller hudfarve. De sorte vestindere kom nemlig fra de samme stammer i Afrika som de amerikanske sorte og blev udsat for den samme angelsaksiske form for slaveri, der var modbydelig. Men der var en vigtig forskel. Modsat USA blev caribiske slavers initiativ ikke knust af formynderi, da de måtte dyrke deres egne små jordlodder. Vigtigst er dog at slaveriet i Vestindien blev ophævet for 140 år siden, mens det aldrig er sluttet i USA! Efter dets ophævelse i Vestindien forlod de fleste hvide øerne. Derfor kunne de sorte begynde at genopbygge al den værdighed, selvtillid og stolthed, de blev berøvet under slaveriet. De så sorte rollemodeller overalt i samfundet, hvilket er ekstremt vigtigt for de sorte børns motivation.« Måske Henrik Fogh Rasmussen skulle tage en tur til de fattige amerikanere sammen med Jacob Holdt? Han inviterer med jævne mellemrum en frivillig med på rejse til ghettoerne og de fattigste landarbejdere i USA. [NB: Jacob Holdts fotoudstilling 'Ghettoen i vore Hjerter' kan ses frem til den 2. juli i Øksnehallen, København. Gratis adgang.]