Writers and politicians are natural rivals. Both groups try to make the world in their own images; they fight for the same territory. (Salman Rushdie) Fordi Salman Rushdie modtog den britiske udnævnelse til ridder, udtalte den pakistanske minister for religiøse affærer, Ijaz ul-Haq ifølge Reuters: »If someone commits suicide bombing to protect the honour of the prophet Muhammad, his act is justified.« (citeret efter The Guardian, 19.6.2007). Udtalelsen er for så vidt værre end mange fundamentalisters, som i forvejen kræver død over Rushdie og den engelske dronning, fordi den kommer fra en minister og dermed har en helt anderledes officiel tyngde. Ét er at protestere, noget andet at anspore et amokløb med dødstrusler. Intet berettiger, at en minister indirekte truer en kunstner på livet – eller at han legitimerer direkte trusler. Det sidste er både uacceptabelt og uansvarligt, hvad enten der er tale om Rushdie eller f.eks. tegnerne af Jyllands-Postens Muhammed-karikaturer. Noget andet og betydeligt mindre dramatisk er så, hvorfor Rushdie vælger at modtage denne »ridderære«? Ikke at jeg dermed tilskriver ham skyggen af selvforskyldt meddelagtighed i truslerne – men blot at denne forchromede hæder i mine øjne ligger milevidt fra en litterær anerkendelse, men primært er the establishments duksemedalje - hvilket i det mindste en uafhængig forfatter af samfunds- og kulturkritisk format pænt burde takke nej til. Ét er litterære priser – de kan såmænd være indspiste nok – men de har dog en vis kvalitativ og kunstnerisk symbol- og anerkendelsesværdi (for slet ikke at nævne den finansielle værdi, der ofte følger med). Men at lade sig slå til »ridder« er at lade sig iscenesætte på helt andre præmisser. Men det er en anden diskssion. Som citeret indledningsvist: »Forfattere og politikere er rivaler.« Det har Rushdie bevist i højere grad end de allerfleste – få forfattere er blevet truet så voldsomt af så mange fundamentalister, der optræder som (og ofte også er) politikere. I dagens Politiken har Anders Jerichow meget præcist fat på, hvordan denne type konflikter risikerer at udvikle sig: »Vi kender rouletten. Gal mand truer forfatter. Gal mand henviser til islam. Andre muslimer bringes i fokus. Så finder ikke-muslimske medier en fotogen muslim til at forklare, hvad der driver galningen. Derefter bebrejdes den fotogene muslim, at han fortolker galningen og ikke tager ordentligt afstand fra ham. Så bliver muslimer godt trætte af at stå til ansvar for enhver galnings påhit. Og til sidst har galningen fået den kulturkonflikt, han bad om. Rouletten skal til at køre den modsatte vej. Det kræver, at galninge ikke får lov at iscenesætte vores liv, og at regeringer vedstår deres ansvar. Det fordrer, at regeringerne hindrer galninge i at opfordre til vold.« Så enkelt er det selvsagt ikke – men mekanismen er jo desværre ikke til at komme udenom. Derfor burde det også være naturligt at kræve den pågældende minister fyret på stedet.