Jeg er i og for sig enig i, at der ikke er tilstrækkelig anonymitet i den svenske stemmeprocedure, idet man selv skal tage valgkortet fra det parti, man vil stemme på, med ind i stemmeboksen. Dog er det ikke værre, end at man kan tage flere kort med, så ingen kan se, hvilket af dem der benyttes - hvorfor kritikken bestemt hører til i bagatelafdelingen. Det er vel heller ikke rimeligt, at partier, der har fået under 1 procent af stemmerne, selv skal betale for fremstilling og distribuering af disse valgkort, der fungerer som stemmeafgivelse. Imidlertid er dette tilsyneladende også tilfældet i Frankrig, og denne fremgangsmåde er dog ikke mindre urimelig, end at det i Danmark koster et utal af bureaukratiske forhindringer blot at blive opstillingsberettiget. Nu er det så opstandelsen over TV4's afvisning af Sverigedemokraternas valgfilm, der har fået danske politikere til at affyre de retoriske kanoner og ville sende valgobservatører til det svenske valg. Det er selvfølgelig et politisk stunt, der er helt ude af proportioner, og som derfor kun kan komme Sverigedemokraternas og Dansk Folkepartis indvandrerfjendske agenda til gavn. I Danmark er man flintrende ligeglade med propagandistisk minoritetshetz, trods utallige historiske erfaringer af dehumaniseringens effekter - i værste fald, som vi f.eks. har set den i Rwanda og på Balkan, i 'bedste' fald i form af stigmatisering og eksklusion af de mindretal, der vedholdende udsættes for den. I Sverige tager man til gengæld også sidstnævnte alvorligt. Grænserne kan og bør naturligvis altid diskuteres, men i den grad at gå i selvsving over, at et partis grovkornede dæmoniserende propagandafilm ikke bliver vist, fordi svensk TV4 vurderer den som lovstridig, er absurd - og fortegner/fortier baggrunden herfor såvel som den nødvendige diskussion af propagandametoder og -effekter. Den svenske forfatter og journalist Göran Rosenberg udtaler om kritikken fra danske politikere: »Hvis man udsætter den [Sverigedemokraternas valgfilm] for, hvad jeg kalder, jødetesten, så står det meget klarere: Hvad hvis vi erstattede horden af burkaklædte kvinder med jøder? Ville man så ikke også i Danmark betragte den som langt over grænsen? Så længe det er muslimer, har danskere svært ved at se det som krænkende (…) Den svenske ytringsfrihed er jo verdensberømmet. Se bare på sagen om Wiki- leaks, der måtte etablere sig i Sverige for at kunne offentliggøre deres dokumenter. Men der er et par restriktioner, som jeg mener er nødvendige for at bevare en god tone i debatten og umuliggøre hetz mod enkelte grupper.« ( Information, 30.8.2010). Alle åbne retssamfund har restriktioner - men omfanget og graden af dem varierer. I Danmark er ytringsfrihedsdiskussionen imidlertid vendt på hovedet. Hvis vi skærer fedtet og den letgennemskuelige ordskvalder fra, handler diskussionen herhjemme alene om at påberåbe sig retten til at tilsvine, forvrænge og dehumanisere muslimer og kun muslimer. Dét er 'ytringsfrihed'. Forsvarskommandoens voldsomme indgreb i ytringsfriheden eller Dansk Folkepartis magtivrige forsøg på at gennemtvinge selvcensur og det, der er værre, hos politiske kritikere såvel som fageksperter, ses der med langt mildere øjne på. Helt ude i torvene kommer vi, når en 'neutral politisk kommentator' som (den tidligere konservative formand og minister) Hans Engell skal kommentere danske valgobservatører i Sverige til radioen. Uden at komme den mindste smule ind på substansen og baggrunden for TV4's beslutning, endsige propagandaproblemstillingens pro et contra, farer han straks løs med påstande om, at svenske politikere "nærmest betragter Danmark som et militærdiktatur" og "Lars Løkke som en diktator" (31.8.2010). Sic. En 'neutral analyse' – eller en stor håndsrækning til den udlændingeforskrækkede agenda i Danmark (og Sverige)? Journalisten stillede ikke ét modspørgsmål, for Hans Engell er jo bare en 'neutral politisk kommentator', ikke sandt? I en glimrende kronik bemærker forsker og konsulent Helle Stenum, hvor let det er for majoritetsbefolkningen at overse eller benægte de direkte og indirekte eksklusions- og diskriminationsmekanismer, som gør sig gældende i det danske samfund. Forhold, som den 'hvide' majoritetsdansker ikke oplever og derfor let slår hen – ganske som vi gør, når vi i debatten om Sverigedemokraternas og Dansk Folkepartis dæmoniserende propaganda glemmer konsekvenserne af den dehumaniserende hetz, som disse partier i vid udstrækning bygger på. Det er jo ikke 'os', det rammer, og derfor er det så befriende let at acceptere, at DF & Co. bare behøver messe ytringsfrihed, når deres dæmonisering skal udbasuneres med maksimal effekt mod de 'andre'. Men her følger et lille udpluk af nogle af de 'selvfølgeligheder', som Helle Stenum ekspliciterer i sin kronik, og som du (hvis du tilhører den hvide majoritetsbefolkning i Danmark) kan tage for givet, i modsætning til dine mørklødede medborgere - 'selvfølgeligheder', som afspejler den vedholdende stigmatisering og marginalisering, vi 'hvide' ikke er udsat for. Jeg ...