»Kosteligt eje fik han, der fik sig en glimrende nabo,« konstaterer den græske oldtidsdigter Hesiod i »Værker og dage«, og betoner vigtigheden af også selv at være den glimrende nabo. Lige så indlysende i dag som for årtusinder siden, skulle man synes, men erfaringen viser som bekendt, at godt naboskab langtfra kan tages for givet. Over halvdelen af befolkningen har følt sig generet af en nabo, mens 28 procent har haft en regulær nabokonflikt ifølge en undersøgelse, som Nordstat Danmark lavede for Søndagsavisen for et par år siden. Selv det konfliktfri naboskab grænser vel tit til det anonymt desinteresserede. Man kunne måske tro, at det hang sammen med en kulturhistorisk betinget individualistisk tilbøjelighed til ikke at blande sig i andres affærer og hævde sin egen privatsfæres integritet – men det er næppe tilfældet. Dels fordi befolkningsflertallet tilsyneladende gerne accepterer politikernes stadig mere minutiøse registrering, overvågning og kontrol, hvilket er vanskeligt foreneligt med en tungtvejende individualistisk integritet; og dels fordi nabokonflikterne er så mange, at det heller ikke just er berøringsangsten for selv at blande sig, der er mest iøjnefaldende. Men godt naboskab betyder også andet og mere i den overførte betydning, hvor det ikke alene reserveres det elementære forhold til dem, hvis hoveddøre tilfældigvis er vore nærmeste. Det handler også om det lidt bredere naboskab medborgere imellem i almindelighed, der imidlertid også hyppigt glimrer ved sit fravær – ikke mindst over for danske medborgere med en mørkere lød end flertallet. Kombinationen af naboskabets helt basale betydning og dets tværkulturelle karakter sammenflettes til gengæld i Århus Festuge, der netop har »naboer« som tema. I visse sammenhænge lykkes dette selvfølgelig mere elegant og givende end i andre – og vel i nogen grad også på trods. For om man kan li' det eller ej, konkurrerer det kreative og kunstneriske helhedsindtryk med den årligt tilbagevendende pøl af århusiansk fadølsjask, som også er en del af festugen. Men intentionerne er gode. Prisværdig er eksempelvis ideen om den midlertidige forvandling af Store Torv til en let kuperet park med græs, mos og over hundred større træer. Der kunne ganske vist godt være kælet noget mere for detaljen, men 'naturen' bruges på tankevækkende vis som invitation til at slå sig ned i græsset, side om side med fremmede naboer i et grønnere og mere levende byrum. Herfra er der ikke langt til et frugtbart kulturmøde i Det Turkise Telt ved siden af Kvindemuseet. Ganske vist er farven ikke turkis, og udefra ligner det et almindeligt hvidt øltelt med parasoller, der reklamerer for den tyske hvedeøl Erdinger – hvilket heller ikke rigtig røber den lille oase, der åbenbarer sig indenfor. Men her er tætpakket med tyrkisk atmosfære ved de lave borde og skamler med bløde puder, der er så farverige som tæpperne på gulvet. Skæret fra fyrfadslysene reflekteres i de små glas med dampende gyldenrød the, og kagerne er så søde, at man (næsten) ikke behøver ekstra sukker til theen. Her smager og fornemmer man lidt af lounge-stemningen fra hyggelige cafeer i Istanbul, serveret af unge entusiastiske dansk-tyrkere – alt sammen til en blanding af klassisk og moderne tyrkisk musik, kunst, film, dans og oplæg. Nu er det et stemning, som ikke er helt ubekendt i en lille multikulturel storby som Århus, hvor vi f.eks. har Bazar Vest med hundred små etniske spisesteder og butikker, som også et stort antal besøgende af pæredansk oprindelse frekventerer. Men i Festugens rammer bliver Det Turkise Telt et lille tyrkisk nabovindue af nærvær og charme i byens centrum. [Klummen er trykt i Politiken]