Efter en årrækkes stadige tilnærmelser til Dansk Folkepartis udlædingepolitik er SF tilsyneladende kommet til en korsvej, hvor kritikken af stramningerne både udefra og internt er blevet alt for voldsom til, at partiledelsen har kunnet ignorere det længere. Derfor udtaler Villy Søvndal nu langt om længe dét, som vi hidtil ikke har kunnet få et klart svar på - SF vil ikke samarbejde med Dansk Folkeparti på afgørende politiske områder: »Jeg udelukker, at på et område som udlændingepolitikken, hvor vi er så diametralt uenige, at der kan være noget mødested.« ( Politiken, 4.12.2010). Endvidere afviser han en regeringsdannelse med Dansk Folkeparti: »Vi kommer aldrig nogensinde, aldrig, aldrig, aldrig, aldrig nogensinde til at indgå i en regering med Dansk Folkeparti.« Til det sidste er der to ting at bemærke: For det første lød overskriften på en nylig kronik af Preben Wilhjelm ganske vist, hvorfor ikke S, SF og DF bare dannede regering, hvorefter der blev opregnet en række tegn på, at de tre partier har tilnærmet sig hinanden i forbløffende grad de seneste år - men Wilhjelms scenario gik i realiteten ikke på en fælles regering, men på et samarbejde, hvor DF agerede en slags støtteparti for en SSF-regering. Tilsvarende er min egen kritik gået på faren for, at SSF vil indgå et tættere bloksamarbejde med Dansk Folkeparti, hvis og såfremt de hidtidige tilnærmelser skulle fortsætte. Men denne specifikke kritik går Søvndal udenom, idet han nøjes med at afvise en regulær regeringsdannelse. Den anden bemærkning til Søvndals udmelding er, at partiformandens troværdighed er tyndslidt. Desværre bærer han selv ansvaret for, at hans principielle udmeldinger nødvendigvis må blive mødt med en vis skepsis - ikke kun fordi dansk politik generelt er blevet så fuld af principløse og populistiske tallerkenvendere i de senere år (behøver vi nævne ham her som ekstremt, men ikke atypisk eksempel?), men også fordi Søvndal selv har foretaget nogle gevaldige kovendinger efter den aktuelle politiske vindretning (f.eks. denne her). Men lad det nu ligge - den markante interne modstand og den store kritik har haft en effekt, og SF vil formentlig være tilbageholdende med at gå i DF's udlændinge- og værdipolitiske fodspor i den nærmeste fremtid, hvilket kun kan hilses velkomment. Af samme grund har Pia Kjærsgaard reageret skuffent og aggressivt på Søvndals udmelding: »Hvad har han tænkt sig at gøre? De radikale blokerer totalt, og Venstre og de konservative har sagt fra. Hvis han virkelig har så meget imod os, så synes jeg, han skulle lade være med at være kopiparti af os på for eksempel retorikken omkring udlændinge. Det er da ynkeligt.« At denne kursændring for SF er et dramatisk brud med de DF-tilnærmelser, som især Ole Sohn har været strategisk bagmand bag, er tydeligt, når vi erindrer os, hvilket drama det samme spørgsmål udviklede sig til op til SF's landsmøde i april 2010. Özlem Cekic, der netop forsøgte at fremsætte forslag om en principiel afvisning af et sådant samarbejde med Dansk Folkeparti på landsmødet, blev ifølge Hans Daugaard, der er formand for hendes partiforening på Bispebjerg i København, truet til at trække forslaget: