0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Diktatorens venner: Berlusconi, Fogh & Co.

Rune Engelbreth Larsen
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

[Klummen, der er trykt i Politiken, er bearbejdet en smule. REL.]

I 1989 skyllede oprørene ind over totalitære regimer i Østeuropa og væltede tyran efter tyran. Vesten jublede. I 2011 er turen måske kommet til Nordafrika og Mellemøsten, hvor det nu er arabiske regimer, der frygter og bæver. Israel slår hånden af diktatoren Hosni Mubarak, kniber en glædeståre og lykønsker demonstranterne, der har trodset politistatens blodige undertrykkelse. USA trækker omgående tæppet væk under regimet og afviser torturbødlen Omar Suleiman som diktatorens diktatoriske efterfølger. Vesten insisterer, handling følger ord, frihed til oprørerne – ikke til efteråret, ikke i næste måned, nu.

Nej, vel? Sådan gik det ikke just ...

Særlig frastødende har det været at se Mubaraks rigtige venner, Berlusconi, Netanyahu og Fogh falde de egyptiske demonstranter i ryggen. Israel har sågar udtrykt bekymring for den begyndende vestlige kritik af Mubarak og ligefrem advaret imod, at det kan skræmme Vestens saudiarabiske allierede (Haaretz, 31.1.). Italiens premierminister har pustet Mubarak op til »den viseste mand og et præcist referencepunkt« (Reuters, 4.2.). Og i stedet for en utvetydig opbakning til demonstranterne har NATO's generalsekretær, Danmarks tidligere statsminister og store krigsmanipulator, Anders Fogh Rasmussen koncentreret sig om sin frygt for »stabiliteten i regionen« (Politiken, 8.2.).

Stakkels Mubarak. Stakkels Saudi Arabien. Stakkels stabilitet.

Hvad blev der af de mange tidligere håb og krav om frihed i regionen? Hvor ofte har vi ikke hørt vestlige bordtaler om Israel som »det eneste demokrati i Mellemøsten«, kritik af »den arabiske verdens« frihedsfjendtlige karakter, fordømmelser af de »muslimske lederes« diktatoriske mentalitet? Ikke desto mindre er autoritære bødler altså Vestens garanter for stabilitet – dekorerede med danske Elefantordner og varme håndtryk i Det Hvide Hus.

Ganske vist rynker Vesten brynene og løfter pegefingeren, når en af vore journalister bliver stukket ned, eller tv-billeder afslører regimets vold, men for stabilitetens skyld ser vi gerne gennem fingrene med interneringen og torturen af tusindvis af borgere. Nej, det er ikke mellemøstlige menneskerettigheder, der står øverst på listen over vores udenrigspolitiske krav, men mellemøstlig stabilitet. Ganske vist forærer Vesten da også nogle millioner til NGO'er og oversætter en tekst eller to om ytringsfrihed til arabisk, men samtidig kaster vi milliarder i grams til opretholdelse af stabilitetens autoritære og militære status quo.

Det er nemlig stabile diktatorer, der holder olien flydende og oliepriserne i ro. Det er stabile diktatorer, der fastholder den bekvemme illusion om islams uforenelighed med menneskerettigheder, og det er stabile diktatorer, der tilbyder os flybaser og lukrative handelsaftaler.

Sådan har det været år efter år, og de vestlige regeringslederes halvhjertede tilslutning til tidens demonstranter gavner derfor ikke alene diktatorerne, men også de mest yderligtgående islamistiske kræfter flere steder i verden, hvor de selvfølgelig profiterer af Vestens dobbeltmoral.

Overdrivelser af Det Muslimske Broderskabs ekstremisme og indflydelse på situationen i Egypten misbruges endvidere til at legitimere diktaturet, når Mubarak og hans venner i Vesten direkte og indirekte truer med, at Kairo i 2011 blot bliver en gentagelse af Teheran i 1979. Men hvis der er en parallel, består den i Vestens manglende selverkendelse efter den fatale støtte til Irans Shah, Mohammad Reza Pahlavi, der 'gentages' i en alt for langvarig og hjertelig opbakning til Mubarak & Suleiman, der har knust kritikere og drænet deres eget land for hundreder af milliarder kroner.

Hvis nogen skubber arabere i armene på yderligtgående islamister, er det os.

Egypten anno 2011 ligner ikke Iran anno 1979, hverken religiøst eller politisk, og lykkes oprøret mod tyranniet denne gang, så ikke kun Mubarak, men også hans medsammensvorne falder, er det sidst af alt Vestens fortjeneste, men ene og alene de egyptiske demonstranters (og deres tunesiske forløbere).

Og måske kan egypternes udholdenhed vise sig stærk nok, trods diktaturets pinagtige samarbejdspolitikere som Berlusconi & Fogh, hvis stupide statements i påfaldende grad ligner Mubaraks & Suleiman virkelighedsfjerne taler om deres selvlegitimerende 'stabilitet'.

Hidtil har forskellen på Obamas og Bush's Mellemøstenpolitik været mest mærkbar på den retoriske bane, men mikroskopisk på den politiske; alligevel kan marginalerne måske gavne egypterne, nu hvor Obama trods alt har vendt sig mere entydigt mod den magtomklamrende Mubarak og taget afstand fra Suleimans udtalelse om, at egypterne ikke "er klar" endnu. Hvis tendensen skal forstærkes og ikke løbe ud i endnu en omgang dobbeltspil, har de egyptiske oprørere brug for al den støtte, de kan få via vedholdende pressedækning og opbakning fra civilsamfund verden over.

Det kræver også et utvetydigt opgør med alle diktatorens venner – ude og hjemme.

APROPOS

> Israel og Vesten gavner Mellemøstens islamister

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Bliv en del af fællesskabet på Politiken

Det koster kun 1 kr., og de hurtigste er i gang på under 34 sekunder.

Prøv nu

Annonce

Læs mere