Efter folketingsvalget har en lang række fremtrædende SF'ere kritiseret deres partiledelse for at acceptere alt for megen blå-blok-fordelingspolitik på bekostning af SF-hjerteblod. Anne Grete Holmsgaard, Pia Frahm, Kristen Touborg og ikke mindst Kamal Qureshi har taget bladet fra munden, og at det kan have sin pris, er Qureshi et åbenlyst eksempel på, efter at formanden for hans partiforening på Nørrebro har truet med at fjerne ham som folketingskandidat. Endvidere er Qureshi forventeligt blevet mødt med den reaktion, at hans kritik nok bare bunder i, at han ikke selv blev valgt til Folketinget denne gang – men hvorfor skulle det invalidere en nødvendig diskusion om partiets mandattab og fortsatte dyk i meningsmålingerne? Substansen i Qureshis kritik er vanskelig at komme udenom: »Villy Søvndal og Ole Sohn siger selv, at Thor Möger er hovedarkitetken bag partiets højredrejning, og det er det talent, han belønnes for med en ministerpost. Jeg har svært ved at forstå logikken,« fastslår Qureshi med henvisning til mandattabet. »Realiteten er, at vi har mistet 40 proent af vores stemmer, og det er i høj grad til Enhedslisten. Vi mister altså stemmer til et parti, der liger til venstre for os selv. Man behøver ikke være ekspert i politologi for at forstå, at det betyder, at SF er rykket for meget til højre.« (Politiken.dk, 19.10.2011). Ligesom der er SF'ere, der bakker Qureshis kritik varmt op, er der andre, der raser over, at han ødelægger den gode regeringsstemning. Problemet er imidlertid ledelsesskabt. Selvfølgelig måtte SF gå på kompromis for at komme i regering. Selvfølgelig måtte man give og tage her og der. Sagen er bare, at man stort set kun har givet – og dér, hvor man har taget, har man ikke taget noget essentielt, som Socialdemokraterne og/eller De Radikale ikke i forvejen var enige i. Der er med andre ord masser af iøjnefaldende SF-tab, men ikke noget iøjnefaldende at præsentere som eksklusive SF-gevinster udover ministerposterne – hvoraf den ene er gået til hovedarkitekten bag manddattabet, Thor Möger Pedersen. Havde Søvndal haft et minimum af føling med, hvad der rører sig i hans eget parti og taget blot en smule hensyn til de kritikere, der gennem længere tid har advaret mod omkostningerne ved jagten på ministerierne, havde han i det mindste i stedet gjort en markant profil fra partiets humanistiske og ledelseskritiske fløj til minister i stedet for ensidigt at rygklappe ledelsens mest loyale venner. I stedet for at samle partiet har partiledelsen valgt at fortsætte den hidtidige splittelses-kurs. Men frem for alt havde SF muligheden for at sætte større aftryk på regeringsgrundlaget. I stedet for at skyde socialpolitiske forbedringer til finanslovs-hjørne, skulle de naturligvis have været klar fra begyndelsen af. Og alting behøver jo ikke stilles op som en konflikt med De Radikale – med SF's opbakning kunne de to partier måske have sikret sig en klar værdipolitisk sejr, f.eks. en afskaffelse af 24 års reglen. Altså et resultat, der ikke var givet på forhånd. Ganske vist ville Socialdemokraternes ledelse have stampet i gulvet, men nok ikke mere, end at udsigten til Statsministeriet gjorde dem til at tale med, hvis blot man havde haft is nok i maven. Nu er det så gået, som det er gået. Men hvis ikke SF's ledelse gør det mindste for at tilgodese den mest humanistiske del af partiet, der var parate til at gå langt for at få regeringsmagten, men ikke lige så langt som ledelsen, fortsætter derouten. Qureshis 'synd' består i, at han efter valget ikke har villet tie om det, der rent faktisk er SF's mærkeager. Truslen mod hans kandidatur viser, at ledende kræfter i partiet har valgt at fortsætte den splittelses-kurs, der har skabt problemet, frem for at forsøge at bygge bro. Det er for sent at omgøre den fatale forfremmelse af Thor Möger, der var den ultimative cementering af, at enten er man ledelsen eller også gør man som ledelsen, eller også er man ingenting. Denne kæft-trit-og-retning-strategi kan muligvis få nogle til at klappe i noget af tiden, men ikke hele tiden – og den kan aldrig nogen sinde få substansen i kritikken til at forsvinde. Det er op til partiledelsen af bygge bro til og give indrømmelser til de interne kritikere, der er blevet holdt nede i de senere år. Det er ikke kritikerne, der fik en stor del af vælgerne til at sige farvel til SF, det er partiledelsens strategi.