»Hvis der er mennesker i Danmark, der ikke har råd til at holde jul, så er det selvforskyldt!« (Joachim B. Olsen). Tidligere kuglestøder og nuværende folketingsmedlem for Liberal Alliance, Joachim B. Olsen tør alligevel ikke debattere fattigdom med SF'eren Özlem Cekic på en række møder landet over. Der var ellers aftalt, efter at han havde kastet ovenstående ud på sin Facebook-profil, men hans kalender »tillader« pludselig ikke, at han tager de fire debatmøder (Politiken, 23.11.2011). Dette myreflittige muskelbundt har jo også altid så travlt. Først skulle der løftes vægte og stødes kugler i sportsarenaen, og nu skal der fjernes skatter og støbes kugler i socialdebatten. Det kræver sin mand at vinde medaljer og høste stemmer. Modsat de ledige dovendyr, forstås. Taberne har kun pumpet systemet, hvorimod Joachim B. Olsen har pumpet jern. En sand vinder. Men de ledige har det vist for godt og trygt, har de. Ikke en bekymring i livet – det skulle da lige være liggesår. Først hæver de en fed check fra det offentlige, køber ind i Irma til den store olympiske guldmedalje, for dernæst blot at ræse hjem i taxaen og smide sig på sofaen foran fjerneren. Fattigdom? Nej, dét eksisterer ikke her. Og skulle der endelig være nogen, der må stramme ballerne lidt sammen juleaften, kan det kun være selvforskyldt. Så ka' de lære det, ka' de. »Hvis man har børn, så sætter man dem over alt og sørger for, at når man kommer til den 24. december, så er der mad og gaver,« fastslår kuglestøderen (Ritzau, 30.10.2011). Og så er den juleand barberet? I virkeligheden er dette selvfølgelig en alt andet end subtil måde at udtrykke sin foragt for socialt trænge forældre, der ikke har råd til at holde juleaften. Og ikke alene er de ikke fattige, de er tilmed så kolde i røven, at de ikke engang »sørger for« julegaver ... Hvordan kan I være jer selv bekendt, I tusinder på julehjælp? I skulle skamme jer, skulle I. Omtrent sådan ser Joachim B. Olsens danmarksbillede vist ud. En mand, der selv er blevet støttet økonomisk i for og bag som sportsudøver af den meget dybsindige art, hvor det gælder om at støde en kugle 21 meter. Igen og igen. Og igen og igen. Og så igen. Imponerende. Det er vist indlysende, at kuglestøderen aldrig har været på starthjælp. At han aldrig har fået frataget kontanthjælp. At han aldrig er blevet sat på gaden af fogeden. At han aldrig har sovet på en parkbænk med en gammel avis som dyne. At han aldrig har måttet finde sit pålæg i affaldscontaineren bag et supermarked. Men det er der tusindvis af andre borgere, der har været tvunget til ude i virkeligheden. »For mig er fattigdom absolut og ikke en relativ ting,« bedyrer kuglestøderen. Hånden på hjertet, dette er ikke bare en ideologisk udmelding – manden er jo idiot. Selvfølgelig er fattigdom relativ. Selvfølgelig rækker hundred kroner langt i verdens fattigste lande, men ikke i verdens rigeste, fordi omkostningsniveauet i sidstnævnte i reglen er så meget højere. Jeg skal ikke kunne sige, om Joachim B. Olsens dumhed er selvforskyldt, men trængte medborgeres fattigdom er det sjældent. Dumhed er imidlertid næppe den eneste forklaring. Når det er så afgørende for en succesfuld kuglestøder i Folketinget at kolportere myten om, at den fattige selv er skyld i sin fattigdom, fremmer det naturligvis også indirekte den selvforståelse, at den rige erhvervsmand, succesfulde sportsmand og fremgangsrige folketingspolitiker kun kan takke sig selv og sin egen fænomenale flid og dygtighed. Dygtighed og flid belønnes åbenbart altid med økonomisk fremgang, og økonomisk uformåen er så tilsvarende altid udtryk for dovenskab og anden selvforskyldt ugidelighed i Joachim B. Olsens éndimensionale univers? Eller kunne det virkelig ikke tænkes, at mange fattige, er fattige, fordi vi lever i et land, hvor sulteydelser har tvunget stadig flere i armod? Eller fordi de slet og ret har været uheldige? Ligesom de ledige selvfølgelig er ledige, fordi der simpelthen ikke er arbejde nok derude, og fordi dette samfund ikke vil dele det arbejde, der er. Og kunne det ikke også tænkes, at det heller ikke alle rige, der er rige, kun fordi de er fantastisk flittige og dygtige? Nogle har måske bare været heldige. Nogle har måske været ekstremt kyniske. Der er som bekendt mange måder at komme til penge på, og der er mange måder at blive fattig på. Vi er ikke altid herrer over vores egen skæbne. Det var vel også en diskussion værd i de aflyste debatter? Men dette dydsmønster af en arbejdshest, der håner fattige forældre på julehjælp, har ikke 'tid' til at diskutere fattigdom med Özlem Cekic. Fattigdom findes ikke, fattigdom findes ikke, messer han med lukkede øjne. Det gør det unægtelig vanskeligt ikke at bifalde denne bramfri konstatering, jeg læste i en kommentar på Facebook for nylig: Godt at staten betalte hans kugler i årevis, for han har ingen selv. Klummen er trykt i Politiken