Selvfølgelig er man ikke fattig, hvis man som i eksemplet med den omdiskuterede Carina får udbetalt 16.000 kr. om måneden efter skat, det turde være indlysende. Men lige så selvfølgeligt står ethvert beløb i forhold til det faktiske og uundgåelige udgiftsniveau i et konkret samfund, hvorfor fattigdom naturligvis er relativ, modsat Joachim B. Olsens påstand. Fattigdom har alt at gøre med udgiftsniveau og rådighedsbeløb, som er vidt forskelligt forskellige steder i verden, og man behøver selvfølgelig ikke være sultedøden nær på en trøstesløs afrikansk savanne, for at være fattig. Der er ikke alene 330.000, der lever under OECD's fattigdomsgrænse (Carina er ikke én af dem), der er tusindvis af disse borgere, som har fået eller har prøvet at få frataget kontanthjælp eller være på starthjælp, ligesom der er tusinder, der er hjemløse i det danske velfærdssamfund. Derfor er det foragt for både fattige og trængte familier, når en overprivilegeret ex-elitekuglestøder fra sin velpolstrede tilværelse, der er baseret på mange års overdådige kuglestødsstøttekroner, vrænger, at behovet for julehjælp er »selvforskyldt«. Joachim B. Olsens seneste udmelding baserer sig på samme grundopfattelse: »Vi er kommet for langt. Der er nogle værdier, der er gået tabt. Den ære, der ligger i at være selvforsørgende, er gået tabt. Det er blevet let at gå til kommunen og bede om hjælp.« ( Politiken.dk, 29.11.2011). Ja, det er bedst at være selvforsørgende, men det er jo netop det socialpolitiske problem i en nøddeskal, at der ikke er arbejde til alle, og at der ikke kommer arbejde til alle i de år, vi realistisk kan se frem. Bør det altså være svært at få ydelser fra det offentlige, når man er ledig - og hvor meget sværere, end det er nu? Heller ikke i dag gør absurde idiotkurser, langtrukne kafkaske og udsigtsløse førtidspensionsansøgningsprocesser eller fortvivlende dumpning af syge, der mister sygedagpenge, det spor let at 'bede' om penge - og kanoniseringen af hån à la Joachim B. Olsen gør det selvfølgelig ikke lettere. Den tilbagevendende kortslutning, som igen og igen gentages, er mantraet om, at bare man kommer på arbejdsmarkedet, så løser alt sig - når faktum er, at den eneste måde ledige kan komme på arbejdsmarkedet på i dag, hvor der er stort overskud af hænder, dybest set er ved at skubbe andre ud. Hvis Joachim B. Olsen ønsker at velsigne alle med selvforsørgelse, er han nødt til at tvinge lønmodtagere til at gå mere på orlov, tage længere ferier eller gå ned i tid, så der bliver plads til flere. Alle kan kun blive »selvforsørgende«, hvis de arbejdsdygtige lønmodtagere deler det arbejde, der er, med de arbejdsdygtige ledige. Når der ikke er arbejde til alle, og når ledigheden er stigende, har det med andre ord NUL samfundseffekt at tvinge, udsulte eller håne fattige, trængende og ledige, punktum. APROPOS > Fattigdom? Postkort fra virkeligheden til Joachim B.