Café Teaterets bebudede teaterstykke Manifest 2083 har trukket stærke følelser i sit kølvand, allerede længe inden det har premiere. Stykket er baseret på Anders Behring Breiviks 1.518 sider lange manifest, der redegør for bevæggrundende bag hans terroraktioner i Norge den 22. juli 2011, hvor 77 mennesker blev dræbt. Pårørende til de dræbte ønsker teaterstykket taget af plakaten på forhånd, fordi det vil være med til at sprede Breiviks holdninger. En har f.eks. udtalt: »Breiviks hovedformål har været at sprede budskabet i manifestet, og det gjorde han ved at dræbe alle de mennesker. Det lykkedes for ham! Ved at skabe endnu mere opmærksomhed om manifestet optræder man som nyttig idioter, der danser efter Breiviks pibe.« ( TV2.dk, 19.1.2012). Christian Lollike, der er Café Teaterets kunstneriske leder, har imidlertid forsvaret sig med, at man er nødt til at trænge ind i tankesættet bag de grusomme handlinger for at forstå, hvad der er sket, og undgå en gentagelse. I en kommentar påpeger han, at dette også er »kunstens opgave«, og forklarer: »Hvad er det i vores kultur, der gør, at en forholdsvis velfungerende mand som Breivik vælger at opgive de demokratiske spilleregler og i stedet påbegynde en selvvalgt og gennemkalkuleret radikaliseringsproces? Hvad er det for et tankesæt og menneskesyn, han har ladet sit sind med? Og hvorfra stammer det?« (Politiken, 23.1.2012). Når pårørende reagerer så voldsomt, skyldes det ikke mindst, at pressen har været meget hurtig til at udlægge det hele så dramatisk som muligt. De fleste politikere vil ikke blande sig i den kunstneriske frihed, uanset holdninger til stykket, men en del har alligevel reageret ganske afstandtagende - over for et stykke, de hverken har læst eller set. Mest forarget er Pia Kjærsgaard: »Jeg har kvalme, jeg synes, at det er så usmageligt, det er pinligt, og jeg synes, det er flovt, at Caféteatret kan finde på det.« ( Politiken.dk, 19.1.2012). Det er ikke vanskeligt at sympatisere med de pårørende, som bare helst vil have deres sorg i fred, men omvendt er Breiviks handlinger (og bevæggrundene bag) jo indlysende af offentlig interesse - og ret beset bliver de pårørende netop ikke nødvendigvis 'konfronteret' med Breivik igen. Kun, hvis de ser teaterstykket - og det er jo helt op til dem selv og os andre. Det foregår i et rum, som man trods alt skal betale en billetpris for at gå ind og ud af. Ingen tvinges ind. Der er med andre ord ikke tale om at blæse Brevik og hans konspiratoriske hysteri op i synet på hvem som helst, der ikke har lyst til det. Også af den grund adskiller teaterstykket sig naturligvis fra den type politiske propaganda og hatespeech, der ikke anerkender skranker af nogen art. Jeg er således enig med forfatter og redaktør Klaus Slavensky, der forsvarer teageret i et indlæg i Politiken: