Der er næppe mange danske politikere, der ikke går ind for revolution. Blot den foregår i Saudi Arabien eller Hviderusland. Der er næppe heller mange danske politikere, der ikke går ind for revolution i Danmark – hvis og såfremt magthaverne udvikler sig i totalitær retning. Dansk Folkepartis koryfæer fra Tidehverv har sågar gentagne gange varslet en mulig 'modstandskamp' imod magthavere, der ikke fører den udlændingepolitik, de selv ønsker. Derfor er det ikke det 'revolutionære' islæt i sig selv, der er spektakulært, men selvfølgelig definitionen og ikke mindst opfattelsen af, hvor lidt eller megen undertrykkelse der skal til, før en revolution er 'legitimeret' – og derfor er det et svigt, når noget så essentielt som ordet, begrebet og indholdet af »retssamfund« ikke har topprioritet i et ideologisk program, der fokuserer på alle slags uretfærdigheder. Når opmærksomheden med tilbagevendende kraft retter sig mod venstrefløjen i dansk politik, skyldes det selvfølgelig, at det er her, man finder revolutionen 'programsat' i partiprogrammer som regulært mål.
At den yderste venstrefløj har et anstrengt forhold til kapitalismen er velkendt, og det er der mange, som ikke tilhører den yderste venstrefløj, der også har (fået). I en del venstrefløjsretorik og -ideologi er det således ikke så meget en radikal kapitalismekritik, der kan trække overskrifter i kølvandet på en finanskrise, som netop helt uforskyldt har ramt de svageste verden over, men derimod den begrebsliggørelse af kritikken, der trækker anakronistiske klassekamps-dualismer og pompøs kamp-retorik frem for tidssvarende analyser efter sig.
