Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:

Tegning: Jørn Villumsen (arkiv)

Rune Engelbreth Larsen
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Afstumpethed, dumhed og misforstået godhed forarmer naturen

Der er behov for større faglighed, når naturens trængsler skal formidles og imødegås.

Rune Engelbreth Larsen
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Fra tid til anden bliver der skudt en havørn herhjemme. En af de mest imponerende fugleoplevelser, der i godt 20 år har beriget vores luftrum, plaffes også ned i vore dage.

En flyvende dør, som den kaldes på grund af sit karakteristiske vingefang, der kan nærme sig 2,5 meter. Og dog er der afstumpede mennesker, der kan finde på at lukke denne storslåede dør i himlen og skyde en fuldkommen harmløs ørn. Man spørger sig selv, hvorfor?

Samme undren griber mig, når jeg hører eller læser om andre naturforagtere, som opfordrer til at skyde ulve. Et sky rovdyr, som vi udryddede herhjemme for et par århundreder siden, men som så småt vender tilbage i disse år og atter beriger dansk natur.

Hvem kan finde fornøjelse i at dræbe et sådant dyr? Og hvorfor? Af frygt? I givet fald en frygt, der får faren for at drukne i badekarret til at ligne en allestedsnærværende dødstrussel.

Hvorfor så? Naturblindhed? Naturdumhed? Hvem ved.

Man kan selvfølgelig mene, at det er i småtingafdelingen. Hvad betyder et par havørne eller ulve fra eller til? Naturen har større problemer i en epoke med masseudryddelse af arter.

Men måske hænger det alligevel lidt sammen? Der skal ikke mange mennesker eller megen tid til at udrydde en art eller rydde et levested. Og skal vi forstå sammenhængene i den store naturforarmelse, skal vi også kunne se og forstå den mindre.

Tænk på, hvor effektive vi er blevet. Et egetræ er mere end et træ – det er et hjem for talrige andre arter, især når det er oppe i årene og runder 200-300 år. Men det tager kun 2-3 minutter at fælde dette levende levested, og det sker i vidt omfang i Danmark, selv om vi let kunne frede naturvigtige egetræer.

Der skal ikke mange mennesker eller megen tid til at udrydde en art eller rydde et levested

Vi mangler megen mere opdateret oplysning og vidtrækkende formidling af konsekvenserne for vore handlinger i naturen – og den opgave underprioriteres både af de store naturorganisationer og de landsdækkende medier.

Når bistader med honningbier sættes op allevegne af naturvenner for at fremme 'det naturlige', er det i realiteten en invasion af husdyr, der fortrænger vilde bier i naturen. Når økologisk landbrug sælges som naturens redning, giver det i realiteten kun små og yderst marginale gevinster for truede arter. Og når nogle få sommerfugleentusiaster på den ene side organiserer sig for at forbedre insekternes levesteder og på den anden side selv fanger truede dagsommerfugle for at sætte dem på nåle i private samlinger, øger det heller ikke just forståelsen for sommerfuglenes trængsler.

Pointen er langtfra at sidestille tankeløse placeringer af bistader eller de meget få, der nåler truede dagsommerfugle, med de omfattende problemer som f.eks. pladsmanglen, næringsstofbelastningen og de manglende vilde planteædere i dansk natur. Pointen er at eksemplificere en til tider kontraproduktiv lemfældighed i nogle af de dispositioner og den formidling, der foretages både til naturens gunst og ugunst.

Kunne vi ikke i stedet glæde os over økologisk landbrugs mange fordele og fortjenester uden at sælge den som 'naturgavn'? Kunne vi ikke holde bistaderne væk fra naturnære områder, så der også fremover er plads til de vilde biarter? Kunne vi ikke frede de mest truede dagsommerfuglearter fra hobbysamlere og overlade det til professionelle forskere at indsamle det antal af disse insekter, der er nødvendigt i forskningsøjemed?

Naturen presses og misformidles både af afstumpethed, dumhed og godhed, hvorfor der generelt er behov for rene linjer såvel som større faglighed, både når naturens trængsler skal formidles og imødegås.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det bliver desværre heller ikke mindre tydeligt, når naturen også forarmes af professionelle naturforvaltere i Naturstyrelsen.

For nylig er det f.eks. blevet afsløret, at Naturstyrelsen har jordet en fantastisk orkidélokalitet på Vestamager. Den er bogstavelig talt begravet, for der er hældt et kvælende tykt lag muldjord oven på herlighederne.

Vi mangler megen mere opdateret oplysning og vidtrækkende formidling af konsekvenserne for vore handlinger i naturen

De vilde orkideer er ellers fredet i Danmark, og området er sågar beskyttet af Naturbeskyttelsesloven og to EU-direktiver, hvorfor den ene dispensation fra Fredningsnævnet, som Naturstyrelsen påberåber sig, ikke er tilstrækkelig. Dertil kommer, at det i alle tilfælde er himmelråbende, at et sådant projekt overhovedet iværksættes af en styrelse, der skal værne om den natur, som staten og dermed os allesammen råder over.

Det handler blandt andet om at sikre befolkningens »adgang til området«, svarer Naturstyrelsen til TV 2 – men sjældent har 'adgang' dog betinget tankeløs destruktion af en orkidélokalitet.

Når man kan trække på skuldrene over den slags ubegribelige dispositioner i stedet for skyndsomt at beklage det som en fatal fejltagelse, er der noget helt galt.

Der er mange, mange dygtige medarbejdere i Naturstyrelsen, som knokler omhyggeligt og inspirerende på Vestamager og mange andre steder i statsejede naturområder – men man kan på ovenstående baggrund godt blive yderligere bekymret over dele af ledelsesniveauet og frygte, at der træffes flere af den slags hovedet-under-armen-beslutninger rundt omkring.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Vi har efterhånden forstået, at klimaeksperter ved mere om klimakrisen end de fleste andre. Men vi lever også i en galopperende biodiversitetskrise – kunne det tænkes, at ikke blot medier, politikere og offentlighed, men også Naturstyrelsens ledelsesniveau har behov for at lytte meget mere til de forskere, der ved noget om biodiversitetskrisen og det, der skal til for at standse den?

Så kunne vi i det mindste agere på et oplyst grundlag, både når vi formidler og handler til gunst og ugunst for natur og biodiversitet – i stort og småt. Det hænger sammen.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden