Foto: RUNE PEDERSEN
Kirstine Holst

Kampen for ligestilling ender i selvværdsmassakre

Kvindekampen kan til tider synes som én stor selvmodsigelse.

Kirstine Holst

I et debatindlæg fra Lennart Kiil fra Manfo gøres der op med Kvinfo's evne til på én gang at nedgøre det modsatte køn og samtidig modtage offentlige støttekroner til sin mission.

Debatindlægget modsvares i kommentarfeltet af ord som »klynk«, »kvindehadere« og »tabermænd«.

LÆS INDLÆG

Før bægeret løber over af for meget 'drengene mod pigerne' - eller måske nærmere omvendt - må jeg melde mig på banen og erklære mig forholdsvis enig med Lennart Kiil. Det på trods af at jeg er kvinde.

Kvindekampen og kampen for ligestilling imellem kønnene har haft mange positive konsekvenser, for det samfund vi lever i, og det er tydeligt, at feministerne og deres politiske agenda til stadighed fylder den offentlige debat.

En debat om privilegier og vilkår, der ikke bunder i nød eller større eksistentielle uretfærdigheder, men som snarere fordres af et voksende narcissistisk behov for mér-vil-ha-mér.

Kvindekampen kan til tider synes som én stor selvmodsigelse. Det er paradoksalt, at man kan kalde sig selv for det stærke køn og samtidig påberåbe sig den af samfundet priviligerede ret til at være det svage.

Skal man tro historierne om det sagnomspundne 'kastrations-kompleks', så skyldes denne svaghed, at kvinden føler sig amputeret. Hun mangler en penis og misunder og efterstræber manden for at have sin.

Hun føler sig ganske enkelt som det 'handicappede' køn, og derfor skal der på linje med al anden social lovgivning udarbejdes love og opstilles regler, der ikke blot lemper kvindes trængsler i forhold til det påståede patriarkalske samfund, men i endnu højere grad er til for at tvinge samfundet til at tilpasse sig det handicappede og svage køn.

Men nok er aldrig nok for den kastrerede kvinde, og som en indkalkuleret og i sidste ende apokalyptisk handling vælger hun egenhændigt også at kastrere manden.

Hvordan kastrerer man så en mand?

Nogen vil måske spørge sig selv, hvad jeg har af interesse i at bakke mændene op. Det er ganske simpelt; jeg har en mand, en søn, en ven, en far og en bror, og jeg elsker dem alle sammen.

Man starter i institutionen, hvor små drenge opdrages til at sidde ned og tisse, og hvor almindelig adfærd hos små drenge problematiseres i en sådan grad, at de i sidste ende ender som diagnosticerede - og derfor handicappede mennesker - ene og alene, fordi de ikke kunne indordne sig og leve op til præmisserne i kvindeland.

Kvinderne gør det ikke af ondskab eller mangel på bedre vidende. De gør det, fordi de i afmagt forsøger at holde en potentiel trussel nede; manden.

Og sådan ender kampen for ligestillingen i en måske uoprettelig selvværdsmassakre på begge køn.

Man kan undre sig over, at kvindekampen i dag ikke lykkes på samme måde som tidligere målt på konsensus og sammenhold kvinder imellem.

Man får endda til tider indtrykket af, at kvindekampen i dag topstyres af en femi-intelligensia, som ikke længere kun har til formål at fremme den feministiske interesse, men også at sætte en ideologisk og moralsk dagsorden for kvindeligheden i det hele taget.

I prostitutions-debatten møder man dem oftest, når de bruger begreber som overgreb, forbrydelse og offer om noget, der i grunden intet har med hverken kvindekamp eller ligestilling at gøre. Man kan undre sig over, at de efter at have kæmpet i så lang tid for kvinders ret til at bestemme over egen krop alligevel finder det nødvendigt at opstille restriktioner om, hvad kvindekroppen må bruges til.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Desværre er det symptomatisk for kvindebevægelsen altid at foretage denne selvstigmatisering på hele kvindekønnets vegne uden skelen til, om de rammer helt ved siden af nogens eller andres virkelighed.

Retten til at prostituere sig burde i virkeligheden være en del af kvindekampen. At kæmpe for retten til ikke kun at blive direktør eller kvotebestemt bestyrelsesmedlem, men også bare luder. En ganske almindelig luder Respekteret og accepteret af både sine kunder, sit samfund og vigtigst af alt sit eget køn.

Men sådan bliver det nok aldrig - ikke så længe kvindebevægelsen slås med dårligt selvværd og det sædvanlige mand-kvinde-martyrium.

Nogen vil måske spørge sig selv, hvad jeg har af interesse i at bakke mændene op.

Det er ganske simpelt; jeg har en mand, en søn, en ven, en far og en bror, og jeg elsker dem alle sammen.

Vel findes der svin, undertrykkere, chauvinisme, diskrimination og kønsnepotisme, men i min verden er synderne fordelt på begge køn, og det undrer mig, at et køn, der før er blevet undertrykt, nu griber de samme magtmidler.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce