Da jeg boede i Beirut, var jeg på besøg hos en bekendt i en af byens større palæstinensiske flygtningelejre. Her mødte jeg en aften en ældre kvinde, der sad og kørte sin hånd gennem en lille bunke jordet sand. Sådan havde hun siddet mange aftener, i mange år. Det var helt tydeligt. Sandet havde hun taget med sig fra sin grund, da hun i 1948 var blevet fordrevet fra sit land i en landsby ikke langt fra, hvad der i dag er den israelske storby Haifa. Det er et klassisk Nakba-billede, der i princippet og mindet forener det palæstinensiske narrativ.
Nakba betyder katastrofe på arabisk. I Israel fejres det d. 5 maj som Selvstændighedsdagen Yom Ha’atzmaut. Det er 66 år siden, at staten Israel blev oprettet og hundredetusinder af palæstinensere blev etnisk udrenset fra deres hjemland.
