Mens den europæiske gældskrise stadig raser og diverse eksperter antyder, at Europa kun har et sidste skud i bøssen til at få den løst, har Danmark ført sit syvende EU-formandskab i sikker havn. Selv om Helle Thorning-Schmidt næppe vil opleve stående ovationer, når hun i begyndelsen af juli skal holde sin afsluttende tale i Europaparlamentet, er de fleste enige om, at det – med få undtagelser – kørte efter bogen. Den største ridse i lakken fik Danmark uden tvivl i håndteringen af Schengenreformen for et par uger siden, for uanset hvis skyld det var, at tingene løb af sporet, er der en reel risiko for, at Europaparlamentets højlydte udfald mod (og delvise boykot af) det danske EU-formandskab, kommer til at stå tilbage som det, man husker bedst fra de forløbne 5-6 måneder. At formandskabet skulle afsluttes med endnu en gang ballade om Schengen, er i sig selv ironisk.

Grunden til, at den danske statsminister faktisk blev klappet ind som formand, da hun første gang mødte op i Europaparlamentet 18. januar, var nemlig, at hun sammen med sit nye flertal i Folketinget havde ryddet den borgerlige regerings grænsebomme af vejen. Man kan således konstatere, at hvor regeringen startede sit formandskab med en populær Schengensag i rygsækken, forlader den nu formandskabet med en uløst Schengensag i bagagen. Som EU-formand er man sat i verden for at bringe ministerrådets beslutninger ud i livet i et konstruktivt samarbejde med parlamentet. Og det var det danske formandskab faktisk ret god til. At Parlament og kommission skulle udelukkes fra dele af Schengenreformen var således ikke en blomst, der var groet i det danske formandskabs have. Regeringsdokumenter helt tilbage fra foråret 2011 viser, at den danske forhandlingsposition på dette punkt hele tiden var, at såvel kommission som parlament skulle have fuld indflydelse på Schengenreformen.