Ifølge den Danske Ordbog defineres ’populisme’ som ’bestræbelsen på at vinde den brede befolknings gunst ved at forenkle fremstillingen af vanskeligt forståelige (samfunds)forhold og ved at forholde sig kritisk til samfundets etablerede autoriteter’. Hvis vi indsætter EU som den ’etablerede autoritet’, der tales om, stemmer definitionen næsten for perfekt med den måde, den britiske premierminister, David Cameron, længe har forholdt sig til det europæiske fællesskab på.
At reklamemanden Cameron aldrig har forstået, hvad det europæiske samarbejde går ud på, og hvor meget værdi det tillægges andre steder, er ikke nyt for nogen. Hele farcen om hans EU-skeptiske tale, som hele tiden bliver udsat, bekræfter det kun. Alligevel kan man undre sig over, at han så ukløgtigt spiller populismekortet, når landet ligger i økonomiske ruiner efter finanskrisen, og alle med fornuften i behold advarer om konsekvenserne af Brexit (populær forkortelse for Storbritanniens farvel til EU). Selv om Cameron siger, at han ikke vil ud af EU, men ’kun’ vil forhandle nogle bedre betingelser hjem for briterne, gambler han med briternes fremtid i et forpustet forsøg på at vinde en smule popularitet blandt sine EU-skeptiske partifæller. Der er nemlig ikke meget, der tyder på, at han vil kunne stille nogen tilfreds. Halvdelen af briterne ønsker p.t. ikke en genforhandling, men en decideret udmeldelse af EU. Og da de EU-positive stemmer i den britiske debat nærmest er forstummet, er det velfærdstab, briterne vil lide, såfremt de ender med at melde sig helt ud, kun sjældent nævnt. Som den polske udenrigsminister, Radek Sikorski, gjorde klart i en tale på sit gamle universitet i Oxford i efteråret, sælger briterne 50 procent af deres varer til EU, mens EU kun sælger 11 procent af sine varer til De Britiske Øer.
