0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Nytårstilbud: Følg med i Politiken hele året for kun 2021,- Køb nu

Danskerne er nogle pinagtige fedtspillere

Nu står vi i den tåkrummende situation op til folkeafstemningen, at vi, selv om vi fik ja fra de andre EU-lande til endnu en forkælet særordning, fedtspiller om at blive omfattet af så lidt som overhovedet muligt. Pinligt!

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Tegning: Anne-Marie Steen Petersen

Marlene Wind
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Marlene Wind
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Inden for statskundskaben taler man ofte om ’det kollektive handlingsproblem’, på engelsk the collective action problem. Det går kort fortalt ud på, at en gruppe individer har et fælles problem, som alle ved kun kan løses, hvis de går sammen om det, men som ender i en blindgyde, fordi alle hytter deres egne meget snævre interesser.

Det europæiske samarbejde er i den grad et kollektivt gode, som kun fungerer, hvis landene tænker lige så meget på fællesskabet som på sig selv. Så længe det i de første årtier gik entydigt fremad med den europæiske velstandsudvikling, var alt fryd og gammen. For nogens vedkommende – Danmark og Storbritannien – var medlemskabet af EU dog halvhjertet og ofte på frihjul. Man tappede frugten af såvel euroens stabilisering af den europæiske økonomi som den frie bevægelighed og nu EU’s retlige samarbejde, som vi snart skal stemme om. De to gik dog især i flyverskjul, når der skulle leveres ideer og moralsk lederskab og det hele kom til at lugte bare en lille smule visionært.

I disse dage, uger og måneder, hvor flygtningestrømmen nok må siges at være EU’s største udfordring siden Anden Verdenskrig, er gruppen af lande, der helst lader andre løse problemerne, desværre vokset.

Flere af de central- og østeuropæiske lande, som ellers har oplevet en enorm velstandsstigning for deres befolkninger qua den frie bevægelighed og det indre marked, har nu meldt sig i koret af free-riders. Ikke bare den ungarske premierminister Orban, som efter terroren i Paris var ude med den måske forventelige melding om, at ’alle terrorister var immigranter’, underforstået: Alle immigranter er terrorister. Men også andre Visegradlande har meddelt, at de ikke føler noget ansvar for at bidrage til løsning af flygtningekrisen. Det må andre tage sig af.

Sagen er bare den, at opførte alle EU-lande sig som Danmark og Storbritannien – nu tilsyneladende flankeret af flere central- og østeuropæiske lande – ville der slet ikke være noget europæisk samarbejde at free-ride på!

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Få det store overblik for 1 kr.

Prøv den fulde adgang til Politiken.dk, apps, podcast og meget mere for kun 1 kr. De hurtigste er i gang på under 34 sekunder.

Læs mere

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Podcasts

Annonce

Forsiden