Inden for statskundskaben taler man ofte om ’det kollektive handlingsproblem’, på engelsk the collective action problem. Det går kort fortalt ud på, at en gruppe individer har et fælles problem, som alle ved kun kan løses, hvis de går sammen om det, men som ender i en blindgyde, fordi alle hytter deres egne meget snævre interesser.
Det europæiske samarbejde er i den grad et kollektivt gode, som kun fungerer, hvis landene tænker lige så meget på fællesskabet som på sig selv. Så længe det i de første årtier gik entydigt fremad med den europæiske velstandsudvikling, var alt fryd og gammen. For nogens vedkommende – Danmark og Storbritannien – var medlemskabet af EU dog halvhjertet og ofte på frihjul. Man tappede frugten af såvel euroens stabilisering af den europæiske økonomi som den frie bevægelighed og nu EU’s retlige samarbejde, som vi snart skal stemme om. De to gik dog især i flyverskjul, når der skulle leveres ideer og moralsk lederskab og det hele kom til at lugte bare en lille smule visionært.
