26.2. slår Politikens journalist Ditte Giese til lyd for, at en lang række debattører – undertegnede i al beskedenhed inklusive – de facto undertrykker ytringsfriheden.
Måden, vi angiveligt gør dette på, er ved at argumentere for vores synspunkter på en ifølge Giese overdreven barsk og grov facon. Derfor efterlyser Giese en mere nuanceret og hensyntagende debat, hvilket hun primært gør ved at kalde de folk, hun er uenige med, for barske og grove ting.
Ifølge Ditte Giese - den sobre debats nuancerede stemme - er de personer, hun ikke deler holdning med, »brøleaber« og »et tæskehold«, der står bag »fællesonani« og »like-gruppeknald«
Mikkel Andersson
For ifølge Ditte Giese – den sobre debats nuancerede stemme – er de personer, hun ikke deler holdning med, »brøleaber« og »et tæskehold«, der står bag »fællesonani« og »like-gruppeknald« og opfordrer til ting, der svarer til at »lege med afføring«, ligesom hun forsøger at snige et kønsperspektiv ind i det.
LÆS DITTE GIESE
At kvinder som Helle Merete Brix, Birgithe Kosovic, Merete Riisager og mange flere i varierende grad deler holdninger med de mænd, hun nævner (som i øvrigt langtfra er en holdningsmæssigt homogen gruppe), ignoreres frejdigt i den overordnede pointes tjeneste.
En anden kritik fra Giese er, at de folk, hun nævner, angiveligt er »medievante« og har en »privilegeret medieadgang«. At Ditte Giese selv er overordentlig medievant og bruger sin egen »privilegerede medieadgang« som fastansat journalist på et landsdækkende dagblad til at udbasunere sine standpunkter, gør naturligvis ikke argumentet mindre tragikomisk.
Der er derudover rigeligt med deltagere i den offentlige debat, som deler Ditte Gieses synspunkter og ligesom hende bruger et terrorangreb på en tegner som anledning til at opfordre og/eller kræve, at tegnere lader være med at fremstille de Muhammedtegninger, der stort set ikke er lavet nogen af i Danmark i et årti.
Når det drejer sig om overgreb på kvinder, kaldes denne slags argumentation victim blaming, hvilket rimeligvis opfattes som en temmelig grov ting
Mikkel Andersson
Her kan i flæng nævnes Jon Stephensen, Birthe Rønn Hornbech, Carsten Jensen, David Trads, Yahya Hassan og mange flere, der har præcis lige så eksklusiv adgang til spalterne som de af hende nævnte.
LÆS DEBAT
Endelig mener Ditte Giese ikke, at jeg og de andre nævnte tvivler. Det er forkert. Jeg tvivler på mangt og meget. Eksempelvis på, om satire altid er prisen værd. Ikke mindst når man – som jeg, der for længst har strakt våben og af frygt undlader at gøre grin med islamiske dogmer – skal se folk som Ditte Giese gøre drabstruede kolleger de facto medansvarlige for »had, krig og drab«, mens de, som faktisk forsøger eller udfører drab, ikke får tildelt den mindste smule medansvar for egne handlinger.
Når det drejer sig om overgreb på kvinder, kaldes denne slags argumentation victim blaming, hvilket rimeligvis opfattes som en temmelig grov ting. Men placerer man ansvaret for de forbrydelser, der overgår tegnere og satirikere, må man dog forstå, at Ditte Gieses holdning kalder på væsentlig flere ’nuancer’.
At Ditte Giese – antagelig i ramme alvor – beskylder andre debattører for at udstede »hold kæft-bolsjer« i samme sætning, som hun kræver, at selv samme underlægges »et midlertidigt ytringsforbud«, er dog så ufrivilligt komisk en argumentationsrække, at mine utvivlsomt begrænsede satiriske talenter ikke rækker til at knytte en vittig kommentar hertil.
Skriv kommentar