Kald mig bare en kylling. Jeg deltager langt mindre i den offentlige debat, end jeg bliver inviteret til. Jeg har nemlig lært en lektie, som lader til at være alment accepteret: Du skal tåle at få nogle tæsk, hvis du stikker snuden frem.
Jeg indrømmer blankt, at jeg ikke kan lide at få tæsk. Jeg kan faktisk slet ikke tåle dem. Jeg kan ikke klare mosten i den offentlige debat, derfor står jeg indimellem af og deltager kun i små fora og helst, hvis jeg kan se folk i øjnene imens. Derfor har jeg også sagt nej tak til at stille op på tv og fortælle om den chikane, jeg har været udsat for, og som har gjort mig reelt bange for min og min families sikkerhed. Eksponeringen er ikke det værd, der ligger ingen hellig pr-effekt, som overstiger min families fysiske og psykiske velfærd.
