Jeg står i et lille kammer i August Strindbergs gamle lejlighed på Drottninggatan. Jeg er nervøs og venter kun på, at de andre museumsgæster skal forlade rummet. Så. Endelig alene.
Jeg stiller mig hen foran den hvide buste af den for længst afdøde forfatter. Pulsen stiger. Jeg må skynde mig, før der kommer nogen. Så er det nu. Jeg tager hånden ned i bukserne, river til, løfter lynhurtigt håret op, lægger det ud på fingerspidsen og stikker det ind i det venstre øre på mit gamle idol. Jeg smiler. Det føles, som det skal.




























